Jette: Blev først sendt til udredning, da hun brød grædende sammen

Jettes smerter i venstre ben blev slået hen af hendes læge. Det resulterede i mange måneders smerter og fejlbehandling – indtil hun brød sammen. Først da blev hun ordentligt udredt og fik en behandling, der virkede.

Portræt af Jette FlyvholmFoto: Jette Flyvholm, 56 år, kontorchef, gift og bor på Frederiksberg. Diagnose: Cyste i rygsøjlen.

Jette Flyvholm, 56-årig kontorchef har oplevet to lange smerteforløb. Første gang havde hun haft smerter i venstre ben i noget tid, før hun gik til sin læge.

"Han sagde, jeg skulle tage den med ro og sendte mig hjem igen."

Efter tre uger på sofaen var situationen den samme. Så blev hun sendt til fysioterapeut. Efter fem måneders forgæves behandling sendte fysioterapeuten hende tilbage til lægen igen.

"Endelig blev jeg scannet. Det var en synovial cyste (godartet cyste i rygsøjlen) mellem 4. og 5. lændeled, og jeg blev opereret."

For få år siden gentog billedet sig. Jette Flyvholm fik igen tiltagende ondt i sit venstre ben. Lægen mente denne gang, at det kunne være en inflammation i hofteleddet og henviste til ultralydsvejledt blokade.

Hun fik hele fire blokader, men smerterne fortsatte.

"Så var det, at en privat reumatolog, jeg gik hos pga. gigt i foden, skubbede til mig og sagde, at jeg godt kunne bede min læge om at blive udredt."

Kunne være sparet for langt forløb med smertestillende medicin

Da Jette Flyvholm kom til lægen igen, brød hun grædende sammen. Det hjalp, hun blev henvist til Frederiksberg Hospitals reumatologiske afdeling.

"Jeg forstår ikke, hvorfor man skal helt derud, før der sker noget."

Hun kan heller ikke forstå, hvorfor hun skulle have fire virkningsløse blokader, og hvorfor hun ikke selv slog i bordet noget før.

"Jeg ved ikke, hvad der sker med én. Måske er det, fordi sundhedssystemet kan virke som et uovervindeligt bjerg, der skal bestiges."

I dag går Jette Flyvholm til behandling hos en kiropraktor, henvist af hospitalets reumatologer. Det viste sig, at en lændehvirvel havde forskubbet sig og trykkede på nerveroden i ryggen. Der opstod inflammation, og det havde forårsaget smerter i benet.

"Men min krop kunne være sparet for alle de piller, jeg var nødt til at tage for at klare at gå på arbejde i det her lange forløb."

Senest opdateret 31.05.2023