Ondt i knæene – har du smerter i dine knæ?
- Knæsmerter skyldes oftest, at bløddelene omkring knæleddet (muskelsener, muskler, ledbånd og slimsække) er irriteret.
- Også selve knæleddet kan være årsag til smerterne, f.eks. i forbindelse med knæskade.
- Knæproblemer kan også skyldes slidgigt i knæet – ledsaget af knæsmerter – som bliver markant værre med alderen.
- Gigtbetændelse i knæ er også hyppigt, især ved krystalgigt og leddegigt.
Her kan du læse om forskellige årsager til knæsmerter.
-
Vigtig information før du læser videre
Vær opmærksom på følgende før du læser videre:
- Teksterne angiver ofte forekommende årsager til smerter i det område, du har klikket på – men dækker ikke alle mulige årsager til smerterne.
- Teksterne omfatter ikke beskrivelse af traumer (knoglebrud eller anden skade klart udløst af en ulykke).
- Teksterne kan ikke træde i stedet for undersøgelse hos behandler – som læge, fysioterapeut eller kiropraktor.
- Teksterne giver ikke udtømmende råd om behandling – kun enkelte eksempler på behandling er angivet.
-
De mest almindelige årsager til ondt i knæene
Irriterede bløddele
Ondt i knæet skyldes ofte, at bløddelene i knæområdet (dvs. muskelsener, ledbånd, muskler og slimsække) er overbelastet.
Ofte opstår sådanne knæproblemer ved, at knæet har været udsat for uvante belastninger, og at man er utrænet. Hos veltrænede sportsudøvere er overbelastninger dog heller ikke sjældne.
Seneirritation ses ofte ved både ydersiden og indersiden af knæet. På indersiden af knæet sidder en sene (gåsefods-senen) sammen med en slimsæk, der ofte bliver overbelastet. Det kan give smerter i knæet, både når man belaster knæet, og når man er i hvile.
Knæskade, korsbånds- og/eller ledbåndsskader
Hvis du har haft et uheld, hvor der er opstået korsbånds- og/eller ledbåndsskader på siden af knæet, kan du få smerter i selve knæleddet pga. ustabilitet (side/skuffeløshed) - ofte også med skader i menisken/menisklåsning. Kommer du til lægen umiddelbart efter uheldet, kan han/hun, ligesom ved knoglebrud, oftest afklare, om der er tale om en sådan type knæskade.
Irriterede slimsække
Flere slimsække ligger omkring knæet. På knæets forflade kan slimsæk-irritation give betydelig hævelse og knæsmerter.
I knæhasen sidder også en slimsæk, som ofte har forbindelse med knæets ledhule. Hvis denne slimsæk hæver op (kaldet Bakers cyste), kan det give en stor hævelse i knæhasen. Hævelsen gør, at man ikke kan bevæge knæet som normalt.
Der kan gå hul på en Bakers cyste, så væsken kan sive ned i underbenet og give en pludselig smertefuld hævelse, der kan minde om en blodprop i benet.
Gigtsygdomme
Der er tit en sammenhæng med Bakers cyste som beskrevet oven for og gigtbetændelse i selve knæet. Gigtsygdomme, der angriber selve knæet, omfatter slidgigt og kroniske betændelses-gigtsygdomme, herunder krystalgigt (f.eks. urinsyregigt), leddegigt og psoriasisgigt.
Andre årsager til smerter i knæet
Udstrålende smerter til knæet kan forekomme, hvis der er nervetryk i lændehvirvelsøjlen og ved slidgigt i hoften.
Du kan læse meget mere om forskellige årsager til ondt i knæene nedenfor. Klik på de overskrifter, der passer til dig.
-
Er dine smerter i knæet kortvarige?
Forbigående smerter i knæområdet ses typisk, når en sene i knæet er overbelastet. Sådanne knæsmerter vil aftage, når man aflaster knæet.
-
Er dine smerter i knæet længerevarende?
Hvis dine smerter i knæet varer ved, eller hvis de bliver værre, bør du søge læge for at få en vurdering af årsagen. Knæproblemet kan skyldes sene- eller slimsæk-irritation omkring knæet eller en gigtsygdom i dit knæled.
-
Har du smerter i knæet ved belastning?
Hvis dine smerter i knæet bliver værre, eller hvis du udelukkende har smerter, når du udsætter knæet for belastning eller laver visse aktive bevægelser, kan smerterne skyldes, at muskelsener, slimsække, ledbånd eller muskulatur i området omkring dit knæled er irriteret.
Knæproblemerne kan også skyldes slidgigt i knæet.
-
Har du smerter i knæet i hvile?
Hvilesmerter er typiske for gigtbetændelse (inflammation), som kan udløses af irritation i muskelsener eller slimsække i knæområdet.
Men også kroniske gigtsygdomme, som f.eks. leddegigt eller psoriasisgigt, kan give betændelse, så knæet hæver op – med smerter til følge.
-
Er du yngre?
Når yngre får ondt i knæet, skyldes det ofte, at muskelsener i knæet er blevet overbelastet. Det gælder især, hvis man er utrænet og laver en aktivitet, man ikke er vant til.
-
Er du ældre?
Slitage i knæets sener er hyppig hos midaldrende og ældre. Dette øger risikoen for skader og irritation af senerne – og hermed knæsmerter. Også slidgigt i knæet ses ofte hos ældre.