Symptomer ved fibromyalgi – sådan viser sygdommen sig

Fibromyalgi kan give forskellige symptomer, der typisk veksler fra dag til dag. Typiske kendetegn er kroniske og diffuse muskel- og ledsmerter – ofte ledsaget af træthed.

Fibromyalgi er kendetegnet ved en såkaldt "generaliseret smertetilstand". Det vil sige, at du oplever smerte i alt væv og fra alle muskler, senetilhæftninger og led. Du kan have en følelse af at "have ondt over det hele".

Andre sygdomme giver lignende smerter i kroppen – blandt andet stofskiftesygdomme, leverbetændelse, hypermobilitet, andre gigtsygdomme og depression. Derfor er det vigtigt, at du bliver undersøgt for andre sygdomme, så lægen eventuelt kan udelukke dem og give dig den rigtige diagnose og behandling.

Få mere viden og gode råd om gigt - tilmeld dig vores nyhedsbrev

Stivhed og smerter

Muskelsmerterne optræder typisk sammen med stivhed i kroppen. Dine muskler vil føles stive og smertende. Smerterne ved fibromyalgi har en diffus karakter med tendens til at brede sig i større eller mindre dele af kroppen, og de varierer i styrke og varighed.

Andre former for smerter kan være:

  • Hovedpine
  • Tarmirritation
  • Blæreirritation
  • Menstruationssmerter
  • Overfølsomhed for kulde
  • Uro i benene
  • Unormal fornemmelse af stikken
  • Prikken og følelsesløshed
  • Muskelsvækkelse og forværret muskelsmerte ved fysisk aktivitet

Træthed

Et karakteristisk ledsagesymptom ved fibromyalgi er træthed, som du vil opleve ved selv mindre anstrengelser. Trætheden og smerterne kan være overvældende og begrænse dine daglige aktiviteter og gøremål. Nattesøvnen kan blive afbrudt på grund af smerter, og du kan også opleve problemer med at huske ting og have svært ved at fastholde opmærksomheden. 

Nogle føler sig deprimerede. Det kan være på grund af de kroniske smerter og kan bidrage til symptomernes sværhedsgrad. 

Gode og dårlige dage

Symptomerne vil veksle fra dag til dag, uden at du kan forudsige, hvornår du vil have det godt. På de gode dage vil du ofte lave mere end normalt. Det kan give flere gener de følgende dage, fordi der er mulighed for, at du på den måde overbelaster din krop.

Du vil i perioder have gode dage med få smerter og gener, mens du i andre perioder generelt vil have det dårligt og have mange smerter og gener. 

Senest opdateret 27.04.2023