Anti-fosfolipid syndrom – årsager, symptomer og behandling

Anti-fosfolipid syndrom er en sjælden gigtsygdom, der skyldes antistoffer i blodet rettet mod særlige fedtstoffer ”fosfolipider”. Læs om årsager, symptomer og behandling.

Anti-fosfolipid syndrom kaldes også for anti-fosfolipid antistofsyndrom, Hughes syndrom, kardiolipin antistofsyndrom eller beta2-glykoprotein-1 antistofsyndrom.

Forekomst af anti-fosfolipid antistoffer ses bl.a. hos lupuspatienter. Det kaldes sekundært anti-fosfolipid syndrom. Antistofferne ses imidlertid også i et ukendt omfang hos mennesker, som ikke har lupus. Dette fænomen kaldes primært anti-fosfolipid syndrom.

  • Hvad er anti-fosfolipid syndrom?

    Anti-fosfolipid syndrom er en sjælden gigtsygdom, der skyldes antistoffer i blodet rettet mod særlige fedtstoffer, der indgår i cellemembraner – såkaldte fosfolipider. I langt de fleste tilfælde er der tale om antistoffer, som er rettet mod et stof, der er bundet til fosfolipider i cellernes overflade (beta2-glykoprotein 1).

    Sygdomstegn kan være sår i huden og nedsat blodtilførsel til områder på arme og ben. Antistofferne øger desuden risikoen for blodpropper. Det kan dreje sig om blodpropper i vener (f.eks. i benene), arterier (f.eks. i hjernen, som kan give slagtilfælde (apopleksi)) samt ikke mindst risiko for tilbagevendende aborter pga. blodpropdannelse i moderkagen.

  • Hvorfor får man anti-fosfolipid syndrom?

    Årsagen til, at nogle mennesker udvikler anti-fosfolipid syndrom, er ukendt. Man ved dog, at forekomsten af antistofferne bl.a. er knyttet til sygdommen lupus/SLE (sekundært anti-fosfolipid syndrom). 

  • Symptomer ved anti-fosfolipid syndrom

    Følgende symptomer kan være tegn på anti-fosfolipid syndrom:

    • Tilbagevendende aborter, som hyppigst optræder tidligt i graviditeten, kan være et symptom på anti-fosfolipid syndrom. Risikoen for påvirkning af fosterets vækst under graviditeten og for tidlig fødsel er også øget.
    • Øget risiko for blodpropper – især i benene.
    • Hvis dele af blodpropper i benene river sig løs, kan de ramme lungeblodkarrene og derved give blodprop i lungerne.
    • Også andre blodårer kan rammes af blodpropper, herunder blodkar i hjernen. Det kan medføre symptomer fra centralnervesystemet, f.eks. hukommelsesbesvær og ufrivillige bevægelser.
    • En del patienter lider af migræneanfald.
    • Et fald i antallet af blodplader ses hos nogle patienter – det kan medføre, at man f.eks. lettere får blå mærker, har tendens til næseblod osv.
    • Ofte ses en netagtig tegning i huden, især på underarmene og benene. Dette fænomen kaldes livedo reticularis.
  • Sådan undersøger lægen for anti-fosfolipid syndrom

    Ved mistanke om anti-fosfolipid antistofsyndrom vil lægen tage en blodprøve, som undersøges for anti-fosfolipid antistoffer.

  • Behandling af anti-fosfolipid antistofsyndrom

    Det kræver en omhyggelig undersøgelse, for at lægen kan afgøre behandlingsstrategien ved risiko for blodpropper. Mange faktorer ud over anti-fosfolipid antistoffer kan bidrage til risikoen for blodpropper, og de skal derfor belyses ved hjælp af en række laboratorieprøver. Dette er en specialistopgave.

    Hvis det konstateres, at der er øget risiko for blodpropdannelse, som blandt andet kan være årsag til gentagne aborter, planlægges blodfortyndende behandling med lægemidler. Også det er en højt specialiseret opgave, som løses på et hospital.

    Hvis der har været blodpropper ved kendt primært eller sekundært anti-fosfolipid syndrom, indledes blodfortyndende (antikoagulations-)behandling. Herved er fremtidsudsigterne gode, idet risikoen for nye blodpropper er lille.

    Hos patienter med tilbagevendende aborter kan der forsøges graviditet under samtidig behandling med blodfortyndende medicin af typen heparin.

    Det er uafklaret, om mennesker med påvist anti-fosfolipid antistof i blodet, men uden tidligere forekomst af blodpropper, skal behandles. Nogle behandlingscentre vælger at behandle disse mennesker med 'hjertemagnyl', dvs. 100 mg magnyl dagligt.

Senest opdateret 21.10.2015