Andres erfaringer – sådan spiser andre for at lindre deres gigtsymptomer

Pia har artrose (slidgigt) og er godt i gang med at tabe sig. Per har opdaget, at bestemte madvarer har en negativ virkning på hans psoriasisgigt. Læs om deres erfaringer – og om, hvordan de lever med deres kostomlægninger i hverdagen.

  • Pias vægttab: Sådan spiser jeg for at tabe mig

    I flere år har den 55-årige Pia forsøgt at tabe sig uden at nå sit mål. Efter et ophold på Gigtforeningens rehabiliteringscenter, Sano, fik hun gode råd og vejledning til at komme videre med vægttabet. Læs Pias historie, hvor hun fortæller, hvordan hun spiser, for at holde vægten. 

    April: Sådan spiser jeg for at tabe mig

    Jeg hedder Pia og er 55 år. I en del år har jeg gerne villet tabe mig. 10 kg er målet.

    Og ja, jeg har prøvet! Været på flere kure, er gået all in. Det er bare aldrig rigtigt lykkedes at få det varige vægttab, jeg ønsker mig.

    Fornylig kom jeg hjem fra et fireugers ophold på Gigtforeningens rehabiliteringscenter, Sano, i Aarhus. Jeg er blevet fire kg lettere og mindre om både taljen, brystet og armene. Og så har jeg fået færre smerter i mit knæ, hvor jeg har slidgigt, og i min ryg, som jeg også har en del bøvl med.

    Jeg talte med diætisten på Sano, og det gjorde mig klogere på, hvordan jeg skal gribe det an, hvis jeg gerne vil smide de sidste seks kg. Det handler blandt andet om at planlægge indkøbene og om ikke at springe nogen måltider over, så man når at gå kold eller blive alt for sulten.

    Så en gang om ugen kører min mand og jeg ud til en gårdbutik, hvor vi fylder kurven med masser af friske grøntsager. Rosenkål på stok, rødbeder, gulerødder og hvad der ellers er sæson for. Det er vores basis, og det er dem, der fylder halvdelen af tallerkenen på middagsbordet. Resten køber vi i supermarkedet hen ad vejen. Fisk, kylling – og en bøf til min mand, når det er weekend. Jeg tager også et glas rosé om lørdagen og en øl til søndagsfrokosten. Det holder jeg af, og det er rart, at der er plads til det, så det hele ikke bliver alt for asketisk

    Jeg har lavt stofskifte, og det betyder, at jeg lettere tager på. Alligevel er der plads til tre hovedmåltider og tre mellemmåltider hver dag. Så jeg føler mig aldrig vanvittigt sulten som under mine tidligere slankekure, hvor jeg sommetider kun har spist morgen- og aftensmad. Og jeg har fået nogle virkelig gode idéer til, hvordan min søde tand kan blive tilfredsstillet med sunde alternativer.

    Jeg er meget motiveret lige nu, men jeg ved godt, at det kommer til at kræve noget af mig nu, hvor jeg skal videre på egen hånd. Jeg ved også, at de første kilo er de nemmeste at smide. Men denne gang går jeg efter et langsomt vægttab – med masser af dejlig mad og uden at føle afsavn. Det, tror jeg på, er vejen til et varigt vægttab.

    Jeg skriver igen i juni og fortæller, hvordan det går!

    Juni: Jeg har sat mig et ny mål 

    I midten af april fortalte Pia om sin mangeårige kamp mod kiloene (se ovenstående). Efter et ophold på Sano i Aarhus havde hun tabt sig 4 kg, og da hun kom hjem, besluttede hun sig for at fortsætte med de gode vaner. Hvordan går det med Pias vægttab i dag – seks uger senere?

    ”Siden sidst har jeg tabt mig 3-4 kg, så nu er jeg oppe på et samlet vægttab på næsten 8 kg. Jeg holder fast i min kostplan med masser af grøntsager på tallerkenen, fisk og fjerkræ og små, sunde mellemmåltider. Men jeg er ikke fanatisk. Forleden kom Hjem-IS-bilen forbi, og jeg købte en pakke til fryseren. For nu er det sommer, og så spiser man altså is engang imellem! Jeg drikker også et glas vin i ny og næ – så jeg føler ikke, jeg går glip af noget. Derfor har jeg fået mod på at hæve barren – jeg har besluttet, at jeg vil tabe mig 15 kg i stedet for de 10, som var mit oprindelige mål.

    Jeg er lige nu sygemeldt på grund af stress, så humøret er ikke helt på toppen. Men det føles godt og vigtigt at holde fast i mine nye vaner – også med motionen. Jeg bader en gang om ugen året rundt, træner på et særligt Alter-G-løbebånd, som reducerer tyngdekraften, går til varmtvandsundervisning og yoga og kører ture på min elcykel. Jeg får også lavet de øvelser, jeg fik med hjem fra Sano. Så jeg er efterhånden i ret god form!

    Men jeg er nødt til at lytte til min krop – og slappe af, når den siger fra. Især lige for tiden, hvor det hele er noget presset.

    Lige et tip, hvis du – ligesom jeg – har en sød tand: Køb en pakke af de gode, store, saftige dadler. Rul dem i lakridspulver og spis dem som et mellemmåltid. Det er sundt, det smager skønt, og når du har spist et par stykker, har du slet ikke lyst til slik.”

    Pia fortæller om sine kostændringer og sit vægttab i de næste måneder – følg med her på siden!

  • Per: Visse madvarer påvirker gigten, så dem undgår jeg

    Per er 60 år og har psoriasisgigt. Han har erfaret, at visse madvarer påvirker hans gigt og velbefindende negativt. Så dem undgår han.

    Foto: Christer Holte

    Når man har en kronisk sygdom, der medfører både smerter og træthed, kan man ikke lade være med at overveje, om der er nogle ting i hverdagen, som gør det værre – eller bedre. For eksempel om det, man spiser, har en betydning.

    Det begyndte jeg også at tænke over for nogle år siden. Jeg havde en fornemmelse af, at der var forskellige madvarer, som jeg fik det dårligere af. Og da jeg først blev opmærksom på det, begyndte jeg at se en sammenhæng.

    Jeg ved godt, at det ikke er bevist – sådan i større målestok. Men jeg oplever altså helt klart, at hvidt brød, svinekød og sukker påvirker min gigt og mit velbefindende negativt. Så det undgår jeg – stort set. Jeg kan læse på forskellige Facebook-sider, at andre mennesker med inflammatoriske gigtsygdomme har gjort sig deres erfaringer, og en del af dem minder om mine. 

    Det er ikke sådan, at jeg aldrig sætter tænderne i et almindeligt rundstykke. Og hvis jeg er inviteret til middag, og der bliver serveret svinekød, spiser jeg det. Jeg vil helst ikke være alt for firkantet. Men til hverdag holder jeg mig fra de ting, som jeg kan mærke, jeg ikke får det godt af. Og for mit vedkommende er det altså hvidt brød, slik, kager, sodavand og svinekød.

Senest opdateret 10.06.2021