Sådan undersøger lægen for spondylartropatier – udredning af sygdommen

Hvis du kommer til lægen med symptomer, der giver mistanke om sygdom inden for gruppen af spondylartropatier, vil lægen i gangsætte en eller flere forskellige undersøgelser.

Spondylartropatier dækker over en gruppe kroniske gigtsygdomme, som i vekslende grad kan give gigtbetændelse i led og sener på arme og ben samt i ryghvirvelsøjlen. Symptomer i hud, slimhinder, tarm, øjne og hjerte kan også forekomme.

Læs mere om symptomer ved spondylartropati

For at opdage og diagnosticere en sygdom inden for gruppen af spondylartropatier vil din læge typisk foretage én eller flere af de følgende undersøgelser:

Billeddiagnostik

Røntgenundersøgelse af angrebne led og ryghvirvelsøjlen kan afsløre karakteristiske forandringer, men siger ikke meget om den aktuelle sygdomsaktivitet.

En MR-skanning er til gengæld velegnet til at belyse betændelsesaktiviteten.

En ultralydsskanning kan bidrage til belysning af entesopati-symptomer (gigtbetændelse ved senetilhæftninger, f.eks. ved hælen).

Vævsprøve fra huden

En vævsprøve kan bidrage til diagnosen, hvis din læge har mistanke om, at du har psoriasisgigt eller reaktiv gigt.

Tarmundersøgelse med vævsprøve

En tarmundersøgelse med vævsprøve er afgørende for diagnosen inflammatorisk tarmsygdom (morbus Crohn og colitis ulcerosa).

Blod- og vævsprøver

En vævstypeundersøgelse kan i nogle tilfælde bidrage til de diagnostiske overvejelser, navnlig hvis du har et ukarakteristisk symptombillede. Især vævstypen HLA-B27 er knyttet til spondylartropatier.

Desuden kan bestemte blodprøver ofte afsløre betændelsesaktivitet, herunder CRP (C-reaktivt protein).

Senest opdateret 12.11.2015