Kost og smerter – sådan skal du spise, hvis du har gigtsmerter
En sund og varieret kost sikrer din krop de bedste betingelser. Hvis du lever med kroniske smerter, eksempelvis på grund af en gigtsygdom, har du måske også oplevet, at bestemte fødevarer eller kostvaner forværrer smerten og dine symptomer, mens andre lindrer.
Der er ikke forsket meget i, hvordan bestemte fødevarer påvirker gigtsygdomme og smerter, men alligevel er der en hel del, som vi ved.
Spis sundt og varieret
Det er vigtigt for din krop at få alle de nødvendige næringsstoffer, som den har brug for, når den skal holde sig i gang. Det sikrer du ved at spise sundt og varieret – med hverken for lidt eller for meget af en enkelt fødevaregruppe.
Følg kostrådene
Lige meget om du har gigt eller ej, er det en god idé at følge de syv officielle kostråd. De vil sikre dig en varieret kost, gøre det lettere at holde en sund vægt samt forebygge, at du udvikler andre kroniske sygdomme som for eksempel hjerte-kar-sygdomme og diabetes.
Hold en sund vægt
Hvis du har smerter, kan det påvirke din appetit – det samme er tilfældet, hvis du tager medicin. Undervægt kan være et problem, hvis du har smerter – simpelthen fordi kroppen har mindre at stå imod med, hvis den ikke får den næring, som den har brug for. Har du nedsat appetit, kan du læse mere om hvilke madvarer, der måske kan hjælpe, her.
Overvægt kan forværre dine smerter. Vægten belaster nemlig dine led – specielt de vægtbærende, som er ryg, hofter, knæ, ankler og fødder. Hvis du vejer for meget, kan selv et lille vægttab være en lettelse for leddene. Faktisk viser undersøgelser, at hvis du taber 10 procent af din kropsvægt, vil dine smerter blive reduceret med 30 procent. Derfor er det vigtigt, at du forebygger overvægt eller kommer ned i vægt, hvis du vejer for meget.
Prøv dig frem
Det, der virker for din nabo, er ikke nødvendigvis det rigtige for dig. Nogle mennesker med smerter har gode erfaringer med at undgå bestemte fødevarer, andre mærker en bedring, når de spiser antiinflammatorisk. Det er meget individuelt hvad der virker – så prøv dig frem. Du kan læse mere om andres erfaringer med mad og gigt her.
Hvis du vil vide mere om kost og om hvordan mad kan påvirke dit sygdomsforløb og dine smerter, kan du læse meget mere i vores temaunivers om mad og gigt.