Reaktiv gigt – årsager, symptomer og behandling

Reaktiv gigt en gigtsygdom, der opstår under eller umiddelbart efter en infektion i tarmen eller urinvejene. Læs om symptomer og behandling.

Reaktiv gigt er en inflammatorisk ledsygdom, som opstår under eller få uger efter en infektion, hyppigst i urinvejene eller i mavetarmkanalen.

Reaktiv gigt benævnes af og til Reiters syndrom eller Reiters sygdom.

  • Hvad er reaktiv gigt?

    Reaktiv gigt hører til den gruppe af gigtsygdomme, som man kalder spondylartropatier, hvor gigtbetændelse i led og rygsøjle i vekslende grad kan være symptomer.

    Reaktiv gigt opstår under eller umiddelbart efter en infektion. Oftest er der tale om infektion i tarmen eller urinvejene med bakterier og lignende mikroorganismer (f.eks. calmonella, campylobacter, yersinia og clamydia).

    Mange infektioner, især i urinvejene, giver ikke symptomer, og det er derfor vanskeligt at fastslå, hvor mange mennesker, der har reaktiv gigt. Diagnosen stilles her ofte på baggrund af symptomer og formodning om tidligere infektion, der blot ikke har givet anledning til symptomer som f.eks. svien ved vandladning eller diarré.

    I en del tilfælde kan lægen dog ved en undersøgelse påvise f.eks. en urinvejsinfektion med clamydia – selv om du ikke selv mærker eller har mærket nogen symptomer. I Skandinavien angives hyppighed af reaktiv gigt udløst af clamydia til 5 ud af 100.000 årligt.

    Sygdommen kan forekomme i alle aldersgrupper og er lige udbredt blandt mænd og kvinder.

  • Hvorfor får man reaktiv gigt?

    Årsagen til reaktiv gigt er ukendt. Men lægerne mener, at sygdommen er en reaktion i immunsystemet på en infektion f.eks. i tarmen eller urinrøret, som hos arveligt disponerede mennesker kan medføre gigtbetændelse.

  • Symptomer ved reaktiv gigt

    Reaktiv gigt har visse fælles karaktertræk med andre af de såkaldte spondylartropatier (herunder psoriasisgigt, morbus Bechterew og tarmgigt (morbus Crohn og colitis ulcerosa)) – bl.a. en hyppigere forekomst af vævstypen HLA-B27 end hos raske.

    Læs mere om spondylartropatier

    Reaktiv gigt viser sig oftest som ledbetændelse med hævelser i de store led på arme og ben – især ankler og knæ. Undertiden er også sacroiliacaleddene (mellem korsben og hofteben) og hvirvelsøjlen angrebet.

    Der kan være en række andre symptomer fra forskellige områder af kroppen:

    • Urinrørsbetændelse
    • Øjenbetændelse
    • Hududslæt
    • Sår i mundhulen
    • Betændelse af senetilhæftninger til knoglerne (f.eks. i hælen)
    • Hjerte- og hjerteklapbetændelse

    Forløbet er i de fleste tilfælde godartet. Sygdommen aftager ofte inden for få uger eller måneder, hvorefter man er helt rask og uden sygdomsfølger.

    I nogle tilfælde kan forløbet dog være længerevarende med tilbagevendende symptomer.

  • Sådan undersøger lægen for reaktiv gigt

    Lægen stiller diagnosen på baggrund af de symptomer, du beskriver. Der findes ikke specifikke blodprøver eller andre undersøgelser, der kan anvendes diagnostisk.

    Hvis der er tegn på, at du har en infektion, vil lægen undersøge det nærmere – f.eks. i form af en test for clamydia i en urinprøve.

    Måske har du – inden du fik gigtsymptomerne – haft en infektion, som du ikke er bevidst om. Mange infektioner, især i urinvejene, giver nemlig ikke symptomer, og forbigående ledsymptomer, som ikke kan kædes sammen med en forudgående infektion, vil ofte blive registreret under en anden diagnose (uklassificeret ledhævelse).

  • Behandling af reaktiv gigt

    Behandling med medicin kan efter en individuel vurdering omfatte simple smertestillende lægemidler, NSAID, sulfasalazin, methotrexat og binyrebarkhormon.

    Ved clamydiainfektion behandles med antibiotika, som fjerner infektionen.

    Oftest vil sygdommen have et kortvarigt forløb af op til få måneders varighed, men i nogle tilfælde forekommer langvarige symptomer. I svære tilfælde med utilstrækkelig effekt af ovennævnte lægemidler vil lægen eventuelt overveje supplerende behandling med et biologisk lægemiddel af typen TNF-hæmmer.

    Læs mere om biologiske lægemidler

Senest opdateret 25.10.2015