Mød en frivillig: Tina – tovholder for en af Gigtforeningens madklubber

Mød Tina, der som tovholder i Gigtforeningens madklub i Hårlev skaber rammerne for, at deltagerne får inspiration til sund og gigtvenlig madlavning, men lige så vigtigt – bliver en del af et fællesskab.

"Jeg får en masse spændende viden og erfaring"

”Jeg stod som 50-årig og tænkte: Måske burde jeg kaste mig ud i noget helt nyt for at udvikle mig og få nogle spændende oplevelser. Derfor meldte jeg mig som frivillig i Gigtforeningen, hvor jeg i dag er tovholder for madklubben i Hårlev,” fortæller Tina Krøll Jessen. Som tovholder tager Tina imod tilmeldinger, er kontaktperson, sender information ud og sikrer at køkkenet er ryddet, når madklubbens deltagerne vender snuden hjemad igen. Der ud over koordinerer hun praktikken de gange, hvor diætisten ikke deltager.

”Rollen som tovholder på madklubben har givet mig en masse spændende viden og erfaring. Og så er det bare en fantastisk følelse at møde de forventningsfulde deltagere og være med til at give dem en god oplevelse,” siger hun.

Tina lever selv med artrose (slidgigt) i knæene, hvilket er smertefuldt og giver store udfordringer i hverdagen. Men hun er glad for, at hun som frivillig i en af Gigtforeningens madklubber er blevet en del af et fællesskab, der forstår hendes situation.

”I madklubben og til kredsens forskellige arrangementer møder jeg mange skønne mennesker, der alle har gener på grund af gigt. Hver gang bliver jeg mødt med varme og forståelse, når snakken falder på emner som medicin og at være træt. Som frivillig er jeg med til at give andre den samme følelse af fællesskab og accept. Det betyder meget for mig!” fortæller Tina.

Bliv frivillig tovholder for en madklub i dit lokalområde

Overvejer du at blive frivillig tovholder for en madklub i dit lokalområde?

Så hør mere ved at kontakte projektkonsulent Nanna Skov på madklub@Gigtforeningen.dk eller tlf. 39 77 80 65

Nanna skov - projektkonsulent

 

Senest opdateret 19.06.2023