Behandling af slidgigt – dine behandlingsmuligheder

Slidgigt kan ikke helbredes, men det er muligt at lindre smerter og besvær og forsinke en forværring af sygdommen. Læs mere om behandling af sygdommen.

Slidgigt er en kronisk gigtsygdom – dvs. der findes ingen behandling, der kan fjerne sygdommen. Men du kan selv gøre meget med rigtig vejledning fra din læge, fysioterapeut og andre behandlere, så symptomerne mindskes.

For de fleste med let til moderat slidgigt er effekten af træning, information og – hvis der er behov for det – et vægttab nemlig ligeså god som effekten af smertestillende midler, og du slipper for bivirkninger.

Hvis du har svære smerter, kan du naturligvis have brug for smertestillende midler. Drøft altid medicinforbruget med din læge.

Det kan du selv gøre – få gode råd om slidgigt

Behandlingsmuligheder ved slidgigt

  • Koldt og varmt

    Både varme og kolde omslag kan virke smertelindrende. Læg en frossen gelépose eller en pose frosne ærter oven på det smertende led – ikke direkte på huden, men gerne uden på tøjet eller pakket ind i et klæde. Varmebehandlinger kan nydes i et varmt karbad eller i en sauna – eller med en varmepude direkte på leddet.

    Kuldebehandlingerne må højst vare ti minutter med én til to timers mellemrum.

    Find kulde- og varmepakninger i webshoppen

  • Massage

    Med slidgigt følger ofte infiltrationer, fordi man går og spænder i musklerne omkring det ømme og smertende led. Massage gør muskler og sener bløde og smidige og virker derfor smertelindrende.

    Effektiv massage bør udføres af en professionel behandler – f.eks. en fysioterapeut. Men andre og mere uøvede hænder kan også massere dig, ligesom du selv kan bruge en bold eller en massagekugle. Sørg altid for at varme området op inden massagen – og brug isposen efterfølgende.

  • Træning

    Nogle fysioterapeuter har træningsudstyr på klinikken og kan tilbyde deres patienter at lægge et træningsforløb, der indarbejdes under kyndig vejledning, inden man selv fortsætter på egen hånd – f.eks. i et motionscenter.

    Få inspiration og tips til motion og træning

    Prøv træningsprogram på film – for dig med slidgigt i hofte og knæ

  • Kiropraktik

    Videnskabelige undersøgelser har vist, at kiropraktorerne kan lindre ved manipulation af led med slidgigt. Manipulationsbehandlingerne kan have en god smertestillende virkning hos dig med langvarige ryg- og lændesmerter.

    Kiropraktoren er også uddannet i forskellige massageformer, og mange klinikker har tilknyttet træningsfaciliteter, hvor du kan få lagt et personligt træningsprogram.

  • Kirurgi - i svære tilfælde af slidgigt

    Der findes en række operationstilbud til mennesker med sværere slidgigt. Den mest anvendte operation består i at indsætte et kunstigt led. Et kunstigt led – en protese – består af plasticmateriale og metal.

    Proteser deles op i cementerede og ucementerede proteser. Når kirurgen anvender en cementeret protese, fastgør han/hun protesen til dine egne knogler ved hjælp af en slags cement. En ucementeret protese har en overflade, som giver mulighed for, at din knogle selv kan forankre protesen.

    Hvis du er over 60-65 år, anvender kirurgen som regel cementerede proteser, mens de ucementerede proteser anvendes til yngre mennesker med slidgigt. Grunden er, at en protese kun har en vis levetid, hvorefter den kan blive slidt og blive løs. Hos yngre mennesker med et højere aktivitetsniveau end ældre er der en større risiko for, at protesen bliver løs. En ucementeret protese er i så fald lettere at udskifte end en cementeret.

    De mest anvendte proteser benyttes til hofteleddet, knæleddet og skulderleddet. Der findes desuden proteser til albueled samt fingrenes grund- og mellemled.

  • Får jeg det bedre med et kunstigt led?

    Den vigtigste grund til at indsætte et kunstigt led er at give dig smertefrihed eller i hvert fald en smertelindring. Et kunstigt led bliver aldrig lige så bevægeligt og lige så stærkt som et normalt led.

  • Fysisk aktivitet

    For at sikre et kunstigt led en lang levetid er det vigtigt, at du har et fornuftigt aktivitetsniveau, hvor det kunstige led ikke overbelastes og dermed slides og løsnes for hurtigt. Det er vigtigt, at du træner og motionerer for at sikre stærke og udholdende muskler omkring det kunstige led.

  • Infektionssygdomme

    Hvis du har et kunstigt led, bør du desuden altid være opmærksom ved infektionssygdomme, idet fremmed materiale i kroppen er et godt skjulested for bakterier. Det er derfor vigtigt, at du får korrekt behandling med antibiotika hurtigt, hvis du får en infektion som f.eks. halsbetændelse, lungebetændelse eller blærebetændelse.

    Det er også vigtigt, at du har en god tandhygiejne, så du ikke får tandrods- eller tandkødsbetændelse, som måske kan sprede sig til det kunstige led.

  • Fødder med gigt

    Har du slidgigt i fødderne, kan du læse om de hyppigste problematikker og behandlingsformer,
    og om mulighederne for at få tilskud til fodbehandling, sko og fodindlæg.

    Læs mere om behandling af fodproblemer

    Læs mere om tilskud til fodbehandling, sko og indlæg

    Prøv Gigtforeningens øvelser for fødderne på film

  • Smertestillende medicin

    Slidgigt kan ikke helbredes med medicin, men en række forskellige præparater kan lindre smerterne. Uanset hvilken medicin du anvender, vil der altid være risiko for bivirkninger. Tal derfor med din læge om, hvordan du kan lindre smerterne på den sikreste og mest effektive måde.

    Den medicinske behandling af slidgigt består primært af smertestillende tabletter, som fås i håndkøb, nemlig først og fremmest paracetamol. Behandlingen kan betyde, at du bedre kan klare hverdagen, og den kan sætte dig i stand til at gennemføre den motion og træning, som er så vigtig for, at du kan bevare din bevægelsesfrihed og livskvalitet.

    Læs mere om smertestillende medicin

  • Binyrebarkhormon

    Hvis der er tegn på gigtbetændelse i et led (f.eks. et slidgigtramt knæled med væskeansamling) kan lægen råde til, at du får indsprøjtning af binyrebarkhormon (steroid) direkte i leddet. Det har en god og hurtig betændelsesdæmpende effekt. Men på grund af risikoen for bivirkninger, gives den typisk kun i kortere perioder.

    Læs mere om binyrebarkhormon

  • Glukosamin og chondroitinsulfat

    Rigtig mange mennesker med slidgigt tager glukosamin og/eller chondroitinsulfat og/eller MSM. Nyere omfattende undersøgelser tyder dog på manglende eller minimal effekt.

    Læs mere om glukosamin, chondroitinsulfat og MSM

  • Brug alternativ behandling med omtanke

    Hvis du har slidgigt, vil du måske – som mange andre mennesker med slidgigt – gøre brug af diverse alternative midler og behandlinger i håbet om, at det vil lindre de smertefulde symptomer. Tilbuddene er mange, og det kan være lidt af en jungle at finde rundt i.

    Mange tager for givet, at stoffer med naturlig oprindelse er uskadelige. Opfattelsen af, at naturprodukter ikke har bivirkninger, er dog misvisende. Mange naturligt forekommende stoffer kan indebære risiko for bivirkninger og andre risici. Du kan for eksempel lide af sygdomme, der påvirkes uheldigt af naturproduktet, eller du kan tage medicin, der sammen med naturproduktet kan give en uønsket virkning.

    Visse alternative produkter kan også have en indvirkning på forhold i forbindelse med operation – eksempelvis fortynde blodet og dermed føre til yderligere blødning.

    Få mere viden og gode råd om alternativ behandling

Senest opdateret 23.12.2015