Hvorfor får man urinsyregigt? Årsager til sygdommen

I modsætning til mange andre gigtsygdomme kender man årsagen til urinsyregigt. Det betyder, at du kan få en effektiv behandling. Læs mere om årsager til sygdommen.

Hvis dit blod indeholder mere urinsyre end normalt, kan det skyldes, at du enten danner for meget urinsyre eller udskiller for lidt gennem nyrerne. Bliver mængden af urinsyre i blodet for høj, vil den udkrystallisere og aflejres som urinsyrekrystaller i kroppen.

Disse krystaller dannes for det meste i og omkring leddene i ben og arme, hvor de kan give en smertefuld gigtbetændelse – urinsyregigt. Det er kroppens måde at forsøge at fjerne de generende urinsyrekrystaller fra leddene.

Årsager til urinsyregigt

  • Kroppen udskiller for lidt urinsyre

    Hos de fleste mennesker med for meget urinsyre i blodet er årsagen, at kroppen ikke udskiller nok urinsyre gennem nyrerne. Det skyldes enten, at man har arvet en nedsat evne til at udskille urinsyren, eller at der er en ubalance mellem produktionen af urinsyre og kroppens evne til at udskille den. I meget sjældne tilfælde kan der være tale om sygdom i nyrerne. 

  • Blodtrykssænkende, vanddrivende og anden medicin

    Blodtrykssænkende medicin, som tages mod bl.a. hjertesygdom, kan øge risikoen for anfald. Noget tyder imidlertid på, at blodtrykssænkende medicin af typen Ca-blokkere (f.eks. amlodipin og losartan) giver mindre risiko for at fremprovokere anfald end f.eks. beta-blokkere og vanddrivende præparater som thiazid, som er en hyppig årsag til, at indholdet af urinsyre i blodet stiger.

    Risikoen for anfald øges også, hvis du tager blodfortyndende tabletter med acetylsalicylsyre (hjertemagnyl), fordi de nedsætter udskillelsen af urinsyre.

    Tal med din læge om, hvilke muligheder der er for eventuelt at ændre din behandling. Lægen vil tage udgangspunkt i det samlede sygdomsbillede, og den behandling, du tilbydes, vil altid være resultatet af en individuel vurdering

  • Mad og drikke

    Ud over den urinsyre, som stammer fra din krops normale nedbrydning af celler, tilføres kroppen urinsyre via den mad og drikke, du indtager.

    Læs mere om kostens betydning for urinsyregigt

  • Overvægt og hurtigt vægttab

    Overvægt øger i høj grad risikoen for urinsyregigt. Risikoen for urinsyregigt stiger kraftigt i takt med et højere BMI (Body Mass Index). BMI er et simpelt mål for forholdet mellem vægt og højde, som bruges til at bestemme undervægt, normal vægt, overvægt og svær overvægt.

    Hvis du ønsker at tabe dig, bør du langsomt frem. Et for hurtigt vægttab kan nemlig udløse anfald af urinsyregigt.

    Vejer du for meget? Beregn dit BMI

  • Andre årsager

    Derudover ser man ofte anfald af urinsyregigt hos mennesker med øget celleomsætning, f.eks. hos patienter med psoriasis, kroniske blodsygdomme og patienter, der starter i kemoterapi. 

Senest opdateret 16.02.2016