Diskusprolaps symptomer – har du rygsmerter?

Diskusprolaps symptomer

Det er som regel ikke farligt at have rygsmerter, og for det meste går det over af sig selv. Ved visse symptomer bør du kontakte din læge, da der kan være tale om en diskusprolaps. Læs om, hvad du skal reagere på.

Det er meget forskelligt, hvornår vi hver især synes, det er tid at gå til lægen med vores skavanker eller symptomer.

Når det drejer sig om rygsmerter, vil du måske først forsøge at dulme med smertestillende medicin og håbe på, at ubehaget forsvinder af sig selv.

Men der er også situationer, hvor du bør kontakte din læge.

Du skal søge læge

  • Hvis dine smerter ikke er forsvundet inden for et par uger, eller hvis de bliver værre over få dage.
  • Hvis du har smerter, der stråler ned i det ene eller begge ben – især hvis smerterne stråler ned under knæet.
  • Hvis du har føleforstyrrelser i det ene eller begge ben. Det tyder på, at der er et nervetryk i lænden.

Du skal søge læge omgående

  • Hvis du har lammelse eller nedsat kraft i det ene eller begge ben.
  • Hvis du har føleforstyrrelser i skridtet ('ridebukse-området').
  • Hvis du har svært ved at styre din vandladning og/eller afføring. Det tyder på, at der er et større nervetryk i lænden, som kræver en øjeblikkelig undersøgelse af en speciallæge, der kan vurdere, om du evt. skal opereres.

Hvordan føles en diskusprolaps?

Oplevelsen af symptomer kan variere fra person til person. Mange beskriver dog en jagende smerte i ryg eller lænd, der giver en snurrende fornemmelse ud i et ben eller arm, hvor smerten kan lindres ved at f.eks. ligge ned, da diskus derved får mindsket trykket. Hoste kan også for nogle forværre smerterne.

Flere oplever smerter ved bøjning af ryggen enten forover eller sidelæns, ved tunge løft eller skæve vrid. Da følesansen og muskelkraften i det ene ben kan være påvirket hos nogle, kan der opleves problemer med at stå på sine tæer eller hæle uden at miste balancen.

Ovenstående symptomer er forholdsvis ufarlige og helt naturlige diskusprolaps symptomer. Oplever du derimod spontan følelsesløshed eller nedsat kraft i et ben eller en arm, bør du straks kontakte din læge.

Der findes 3 stadier af diskusprolaps som kan give forskellige symptomer

  1. Herniation – her ses en startende udposning af diskus
    En lille del af diskus er presset ud og kan give patienten smerte og lokal stivhed i ryggen.
  2. Protrusion af diskus
    Her ses en udposning af den fibrøse del af diskus, der komprimerer det omkringliggende væv. Patienten kan føle smerter i ryggen og eventuelt i ballen.
  3. Egentlig diskusprolaps
    På 3. stadie er der gået hul på den fibrøse del af diskus, og nucleus væske er sivet ud. Hvis nerven får tryk, kan patienten opleve store smerter i ryg, balle, baglår og læg samt nedsat følesans og muskelkraft.

Symptomer på diskusprolaps i øvre ryg og nakke

Ved en diskusprolaps lokaliseret i øvre ryg eller halsregionen vil man typisk opleve smerter, der stråler ud i den ene eller eventuelt begge arme, og man kan få en fornemmelse af at have et stramt bånd siddende om brystkassen. Smerterne kan beskrives som snurrende og delvist brændende. Kun i meget sjældne tilfælde vil en diskusprolaps sidde i brystryggen.

Symptomer på diskusprolaps i lænden

Hvis en diskusprolaps er placeret i lænden, kan patienten opleve smerter, der stråler ned i benet/ballen/foden, og man kan opleve en følelse af at have nedsat kraft i benet. Ved meget svære symptomer ses svimmelhed og følelsesløshed i visse dele af kroppen.

Andre vigtige symptomer

Lændesmerter kan optræde samtidig med andre symptomer som feber, træthed og vægttab. Det kan være tegn på sygdomme som f.eks. infektion, knoglebrud eller kræft. Din læge vil i denne situation sende dig til undersøgelse på et hospital eller hos en praktiserende speciallæge.

Har du – udover dine rygsmerter – også symptomer i andre led og/eller hudforandringer, kan det være, du har morbus Bechterew eller en anden inflammatorisk, autoimmun gigtsygdom. Her er det i øvrigt typisk, at smerterne bliver værre, når man er i hvile.

Læs mere om morbus Bechterew

Du vil også blive sendt videre til nærmere undersøgelse, hvis du har været ude for en ulykke, eller hvis lægen har mistanke om:

  • Sammenfald af en eller flere af dine ryghvirvler
  • Symptomgivende Diskusprolaps
  • At dine rygsmerter kan stamme fra en sygdom i de indre organer

Diskusprolaps træthed

Det er ikke unormalt at føle sig træt og drænet, når man har fået sig en diskusprolaps. Konstante smerter tager på både det fysiske og psykiske overskud, og natlige smerter resulterer i en dårlig nattesøvn.

Det kan være en god idé at tale åbent og ærligt med dine pårørende om, hvordan du har det og fortæl dem, hvordan de bedst kan hjælpe dig. Er du blevet opereret for en diskusprolaps, vil du have en længere sygemelding, hvor din krop og immunsystem arbejder på højtryk for at hele såret. Du vil i denne periode kunne føle dig ekstra træt samt have behov for hjælp til forskellige hverdagsting som indkøb og rengøring.

Senest opdateret 06.02.2023