Biobank skal give skræddersyet behandling

Gigtforeningen har sammen med førende gigtforskere etableret Dansk Reuma Biobank. Målet er skræddersyet medicinsk behandling tidligt i sygdomsforløbet.

Pipette drypper væske ned i glas med prøver

Tænk hvis lægerne allerede når diagnosen stilles kunne behandle med præcis den medicin, der virker bedst på den enkelte. Det er Gigtforeningens mål at gøre det muligt. Derfor har vi sammen med førende gigtforskere etableret Dansk Reuma Biobank.

Udfordringen i behandlingen af inflammatoriske gigtsygdomme

De seneste godt 15 år er behandlingen af leddegigt og andre kroniske, inflammatoriske autoimmune gigtsygdomme som psoriasisgigt og morbus Bechterew blevet markant forbedret. Fælles for dem er, at der opstår en betændelsesreaktion (inflammation) i leddene, som skyldes en fejl i immunsystemet.

Takket være nye behandlingsmuligheder kan man i dag som regel bremse betændelsen, før der opstår omfattende, varige ledskader.

Men der er endnu uløste problemer. Et af dem er, at der ikke findes en metode, som gør det muligt med det samme at fastslå, hvilken medicin der er den bedste for den enkelte patient. To mennesker med den samme sygdom vil ikke nødvendigvis have ens effekt af den samme medicin. Det kan være en meget langvarig proces at finde frem til den rigtige medicin - op til måneder eller år, hvor lægerne prøver sig frem med en række stoffer i forskellige kombinationer.

Imens æder gigten knoglerne, og smerter og vedvarende træthed er en del af hverdagen. Desuden kan medicinen have ubehagelige bivirkninger for nogle, men ikke for andre.

Dansk Reuma Biobank – vejen til personlig medicin

Derfor etablerede Gigtforeningen sammen med ledende forskere i 2015 Dansk Reuma Biobank – og dermed er fundamentet for endnu et gennembrud i behandlingen af inflammatoriske gigtsygdomme lagt.

Dansk Reuma Biobank er en samling af biologisk materiale som blod- og vævsprøver fra tusindvis af danske patienter med inflammatoriske gigtsygdomme. Blodprøverne indsamles med patienternes samtykke af hospitalsafdelinger og tages samtidig med andre blodprøver i forbindelse med rutineundersøgelser. Vævsprøver kan indsamles i forbindelse med operation, hvis der er noget til overs efter rutineundersøgelserne.

Analyser af det biologiske materiale fra den nye biobank bliver koblet sammen med den store DANBIO-database, som rummer oplysninger om f.eks. hvem, der har god effekt af en behandling, hvem der måtte skifte behandling, og hvem der har bivirkninger. Forskerne håber, at det i nær fremtid bliver muligt at finde frem til gener eller andre biomarkører, der kan forudsige hvilken medicin, der er den bedste for den enkelte.

Det betyder, at mange flere mennesker med alvorlige inflammatoriske gigtsygdomme kan komme i den rigtige behandling med det samme.

Gigtforeningen og Regionerne finansierer biobanken

Den nye biobank kan danne grundlag for dansk forskning i verdensklasse. Etableringen af biobanken er finansieret af Gigtforeningen, og Regionerne står for den løbende drift.

Se i filmen nedenfor, hvordan biobanken kan forbedre behandlingen.

Her kan du se en film – for at kunne afspille den, skal du tillade alle cookies
Klik her for at tillade cookies

 

Senest opdateret 08.12.2021