Hjælpemidler og hjælp til hverdagen – svar fra Gigtforeningens ergoterapeut

Her kan du læse de mest hyppige svar om aflastning af led, som Gigtforeningens ergoterapeut giver, når medlemmer kontakter rådgivningen.

  • Tilskud til indlæg i fodtøj

    Du kan søge om støtte til ortopædisk fodindlæg samt ortopædisk fodtøj efter Servicelovens § 112, hvis du har svære misdannelser i dine fødder. Almindelige fodindlæg kan der ikke bevilges støtte til.

    Læs mere om mulighederne for tilskud 

  • Et glidelagen kan bedre din nattesøvn

    Smerter kan have indflydelse på din nattesøvn, da smerterne kan forværres hver gang du vender dig i sengen. Du kan prøve at benytte et glidelagen. Lagenet har satinlignende stof på midten og letter således vending i sengen. Du kan lette det yderligere ved, at have nattøj på af satin, silke eller andet glat stof. Du kan evt. søge glidelagenet som hjælpemiddel i din kommune eller du kan købe et i Gigtforeningens webshop.

  • Hjælpemiddel til tommelens rodled

    Tommelens rodled er et af de led, der oftest udvikler artrose. Det kan være en daglig udfordring, da vi bruger leddet hver gang vi griber og holder fast i genstande. Du kan søge hjælp hos en ergoterapeut, der kan undersøge dig og give dig relevante øvelser.

    Derudover kan du overveje, om du kan have glæde af en bandage. Du skal kun bruge bandagen, når du laver arbejde, der stiller særlige krav til tommelen. Du kan finde en tommelfinger bandage i Gigtforeningens webshop

  • Sådan søger du hjælpemidler

    Når du skal søge hjælpemidler, kan du søge via borger.dk eller du kan ringe til din kommunes hjælpemiddelafdeling eller til visitationen.

    Læs mere om, hvordan du ansøger om hjælpemidler 

  • Du kan ikke få bevilget almindelige møbler som hjælpemiddel

    Du kan på grund af din gigtsygdom have mange smerter og derfor have brug for en god lænestol, en ny seng eller madras. Både seng, madras og lænestol og lignende møbler er almindeligt indbo og kan derfor ikke bevilges som hjælpemiddel. I Gigtforeningen har vi nogle legater du kan søge, hvis du er økonomisk trængt.

    Læs mere om Gigtforeningens legater 

  • Målgruppe for støtte til køb af bil

    For at komme i betragtning til støtte til køb af bil, skal du have en varigt nedsat funktionsevne der gør, at du ikke kan færdes uden bil. Du skal også have et dagligt kørselsbehov, som du ikke kan få dækket på nogen anden måde. Det kan f.eks. være kørsel til og fra arbejde eller uddannelse.

    Læs mere om kriterier og muligheder for, at søge om støtte til køb af bil 

  • Sådan søger du handicapparkeringskort

    Hvis du har meget svært ved at gå, kan du søge om et handicapparkeringskort. Det er Danske Handicaporganisationer, der administrerer ansøgninger om handicapparkeringskort. Du kan hente et ansøgningsskema på Danske Handicaporganisationers hjemmeside  hvor du også kan læse om kriterierne for at få et handicapparkeringskort.

  • Sådan søger du om hjemmehjælp

    Det er muligt at søge om praktisk hjælp fra hjemmeplejen efter Servicelovens § 83. Der bevilges ikke hjælp ud fra din diagnose, men ud fra din nedsatte funktionsevne. Du kan søge om praktisk hjælp via borger.dk eller du kan ringe til din kommunes visitations afdeling.

    Herefter vil der blive aftalt et besøg hjemme hos dig, hvor I taler om de ting du har svært ved og hvad din kommune kan tilbyde. 
    Kommunen skal ifølge lovgivningen på området, altid først tilbyde et rehabiliteringsforløb. Det betyder, at man først skal se, om du kan trænes op til at kunne klare opgaverne selv. Det vil typisk være et forløb med en ergoterapeut.

    Læs mere om dine muligheder for at søge hjemmehjælp

Senest opdateret 22.04.2021