Naturtræner – skal du være med?

Bliv naturtræner

Uddannelsen er for dig, der er vant til at bevæge dig og bruge naturen. Du er nysgerrig efter at vide mere om gigt, og hvordan man kan tilrettelægge undervisningen, så mennesker med gigt også kan få gode, sjove oplevelser med bevægelse i naturen. Måske har du selv en baggrund med gigtsygdom? Du er engageret, har lyst til at være frivillig i Gigtforeningen og glæder dig til at starte naturtræningshold efter uddannelsen. Du mødes derefter med dit hold i naturen en gang om ugen i 12 uger.

kvinde står med ryggen til og peger på naturtrænings logo på sin ryg

Sådan bliver du klædt på

Du bliver inviteret til en 16 timers uddannelse i naturtræning, der ligger lørdag-søndag. Uddannelsen klæder dig på til at undervise voksne med en gigtsygdom, der har lyst til at bevæge sig i naturen. Du får helt konkrete redskaber til, hvordan træningen tilpasses dine deltageres behov og niveau, så alle kan være med – også hvis nogle deltagere lige har afsluttet genoptræning eller aldrig har trænet før. Det meste af uddannelsen foregår i naturen, hvor du på egen krop prøver de forskellige øvelser og får en masse ideer til, hvordan de enkelte øvelser kan varieres. Du får inspiration til at tilrettelægge din holdtræning i naturen, så du både inddrager puls, balance, kraft, sanser, gode relationer og leg med rigelig plads til et godt grin undervejs. Og du får selvfølgelig et udførligt hæfte med hjem, hvor alle øvelser er beskrevet. Desuden får du også en træningsbluse og en vest, der tydeligt signalerer, at du nu er uddannet naturtræner.

naturtræning mennesker som klatrer

Når du er uddannet

Du får hjælp til at starte dit hold og finde deltagere af Gigtforeningen, og du vil have løbende kontakt og sparring med projektlederen og Gigtforeningens andre naturtrænere. Du bliver også en del af et landsdækkende netværk med garvede naturtrænere fra DGI, som du kan sparre med. Du beslutter selv sted, tidspunkt og ugedag for dit hold og mødes med dem en gang om ugen i 12 uger. Som naturtræner bliver du en del af et forskningsprojekt, hvor effekten af deltagernes udbytte evalueres af Forskningsenheden PROgrez. De undersøger, hvilken betydning deltagelse i naturtræning har for gigtpatienters fysiske og mentale sundhed gennem spørgeskema. Som naturtræner står du for at lave to lette fysiske tests med deltagerne først og sidst i træningsforløbet. Du vil blive grundigt introduceret til dette på uddannelsen.

mennesker som træner i naturen

Har du spørgsmål?

Du er altid velkommen til at kontakte os og høre nærmere.

Send en mail til natur@gigtforeningen.dk eller ring på telefon 39 77 80 28.

Naturtræning er lavet i partnerskab med DGI Østjylland og PROgrez. Projektet er støttet af Trygfonden.

                     

Her kan du se en film – for at kunne afspille den, skal du tillade alle cookies
Klik her for at tillade cookies