Det skal du ikke have for meget af, når du har gigt: Kaffe, alkohol og rygning

Har nydelsesmidler som kaffe, alkohol og tobak en særlig betydning, når du har gigt? Læs mere og bliv klogere her.

Det korte svar er, at kaffe kan du som udgangspunkt drikke med måde. Det samme gælder alkohol – medmindre der er særlige forhold, som betyder, at du helt skal undgå det.

Når det gælder rygning, er der til gengæld ikke noget at rafle om. Det øger bl.a. både din risiko for at udvikle gigt og alvorlige følgesygdomme.

Her kan du læse mere om kaffe, alkohol og rygning:

  • Kaffe

    Der findes ikke så meget forskning i sammenhængen mellem kaffe og gigt, og resultaterne er uklare. Generelt ser 3-4 små kopper kaffe om dagen ud til at være uskadeligt – det kan ligefrem have nogle gavnlige effekter på helbredet. Men har du angst, er gravid, eller er dit kalkindtag lavt, skal du være opmærksom på, hvor meget kaffe du drikker.

    Kaffe, kalk og knogleskørhed

    Betydningen af kaffe har været undersøgt i forbindelse med knogleskørhed (osteoporose). Man har fundet ud af, at koffein øger knoglenedbrydningen, men kun hvis man samtidig får for lidt kalk. Hvis kostens indhold af kalk er tilstrækkelig, betyder det altså ikke noget.

    Den seneste undersøgelse af danskernes kostvaner viser, at vi i gennemsnit indtager 1046 mg kalk om dagen. Det er mere end den daglige anbefaling på 800 mg. For at opveje den negative effekt af kaffens koffein er 40 mg kalk pr. kop kaffe nok. Det svarer f.eks. til 30 milliliter (to spiseskefulde) mælk.

    Mælk og mælkeprodukter er gode kilder til kalk. Andre gode kilder er grønne grøntsager, fuldkornsprodukter, nødder og fisk, der spises med ben i, f.eks. sild.

  • Alkohol

    De fleste, som har gigt, kan godt nyde moderate mængder af alkohol. Men du skal ikke drikke alkohol for din sundheds skyld, da intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred. Hold dig til Sundhedsstyrelsens anbefaling, som siger højst 10 genstande om ugen for både kvinder og mænd og højst 4 genstande på samme dag. Unge under 18 bør ikke drikke alkohol. Følg altid din læges råd – der kan være særlige grunde til, at du skal være ekstra tilbageholdende eller helt undgå alkohol.

    Alkohol og urinsyregigt

    For meget alkohol kan få mængden af urinsyre i blodet til at stige. Det øger risikoen for anfald af urinsyregigt. Derfor skal du være særligt opmærksom på, hvor meget du drikker, hvis du har urinsyregigt.

    Studier har desuden vist, at indtag alkohol over ’moderate mængder’ kan øge risikoen for, at du udvikler urinsyregigt.

    Læs mere om kost og urinsyregigt

    Alkohol og leddegigt

    Er du – som mange andre med leddegigt – i behandling med methotrexat (MTX), er det vigtigt at være påpasselig med ikke at drikke for meget alkohol. Alkohol sammen med MTX kan nemlig belaste leveren, så følg din læges råd.

    Læs mere om kost og leddegigt

    Alkohol og medicin

    Får du medicin mod din gigtsygdom, skal du være opmærksom på, at alkohol kan påvirke medicinens effekt og øge eventuelle bivirkninger. Læs indlægssedlen til medicinen og spørg din læge til råds.

    Alkohol og operation

    Alkohol kan øge risikoen for komplikationer, hvis du skal opereres. Derfor bør du holde igen eller helt stoppe med at drikke alkohol op til din operation og i tiden efter.

  • Rygning

    At det er usundt at ryge, ved vi alle sammen. Og har du gigt, er der særligt gode grunde til at lægge tobakken på hylden, da rygning komplicerer og forværre en række gigtsygdomme.

    Hvis du stopper med at ryge, ser det heldigvis ud til, at du kan forbedre mange af de negative effekter. Nogle opnår en hurtig forbedring, mens andre må vente flere år, før effekten slår igennem. Du kan få hjælp og støtte til at bryde vanen – og det er aldrig for sent. Jo før det sker, jo hurtigere kan din krop begynde at reparere de skader, rygningen har medført.

    Gode grunde til at droppe tobakken

    Medicin

    Rygning kan påvirke din medicin, så du ikke opnår samme gode effekt, som hvis du ikke ryger. Det er bl.a. set ved almindelige behandlinger af gigtsygdommene lupus og leddegigt, at rygning mindsker virkningen af medicin.

    Operation

    Hvis du skal opereres, øger rygning din risiko for komplikationer, og dine chancer for at komme godt ud på den anden side ser også ud til at være bedre, hvis du ikke ryger.

    Udvikling af gigt og følgesygdomme

    Rygere har større risiko for at udvikle visse gigtsygdomme. Faktisk er rygning den mest betydende risikofaktor for udvikling af leddegigt, som vi kender til. 

    Hvis du ryger, taber du mere knoglemasse. Derfor vil du have større risiko for at få knogleskørhed.

    Rygning øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Hjerte-kar-sygdomme er i forvejen mere udbredte ved flere af de inflammatoriske gigtsygdomme. Hvis du stopper med at ryge, kan du være med til at mindske risikoen.

    Få hjælp og støtte til rygestop

    Ifølge Sundhedsstyrelsen er chancen for at blive røgfri op til 5 gang større, hvis du får hjælp. Du kan få gratis hjælp til rygestop.

    Stoplinien er et rygestoptilbud til alle i Danmark.

    • Du kan ringe til Stoplinien på tlf. 80 31 31 31 og tale med en person, der er uddannet i at rådgive om rygestop. Al rådgivning er gratis, og du kan være anonym.
    • På Stopliniens hjemmeside finder du en oversigt over de enkelte kommuners rygestoptilbud. Du kan også læse om hjælpemidler til rygestop og få gode råd om, hvordan du holder fast i din beslutning om at blive røgfri.
    • Sender du en sms med teksten RYGESTOP til 1231, bliver du ringet op af en medarbejder fra Stoplinjen.

    Hjælp på app eller web:

    • E-kvit tilbyder hjælp til voksne, der vil være røgfri. Programmet er gratis og findes som app og på web. Find app’en på din mobil eller www.kvit.dk
    • Xhale henvender sig til unge mellem 16 og 25 år. Programmet er gratis og findes som app og på web. Find app’en på din mobil eller www.xhale.dk
Senest opdateret 11.04.2022