Nyt råd skal forebygge medicinmangel

Lægemiddelstyrelsen har nedsat et nyt råd, Nationalt Råd for Forsyningssikkerhed af lægemidler. Opgaven er at styrke samarbejdet om forsyningssikkerhed mellem patienter, sundhedspersoner, industri og myndigheder, og Gigtforeningen sidder med ved bordet.

Medicinmangel har været et stigende problem de sidste år, og særligt gigtpatienter har været hårdt ramt.

I 2019 var der problemer med colchicin, som er et meget anvendt middel mod urinsyregigt, i foråret 2020 kunne man i en periode ikke få methotrexat i bestemte doser, og henover sommeren samme år måtte flere tusinde gigtpatienter gå forgæves på apoteket efter gigtmidlet Salazopyrin. Det skaber stor utryghed – og kan have alvorlige konsekvenser for helbredet.

Læs også medicinmangel på apoteker – pas på med at bytte medicin privat

Rettidigt varsel er afgørende

"Hvis du som gigtpatient fra den ene dag til den anden ikke kan få den medicin, som holder din gigt i skak, er du i alvorlige problemer. Det kan betyde, at din inflammation blusser op og giver uoprettelige skader på dine knogler og led, og så er du måske parat til at gøre hvad som helst for at finde en løsning. Nogle forsøger at bytte sig frem eller handle på det illegale marked, men det kan være sindssygt farligt, for du kan ikke være sikker på, hvad du får," fortæller Connie Ziegler fra Gigtforeningen. Hun er udpeget som den ene af det nye råds to patientrepræsentanter.

"Hvis du derimod på forhånd ved, at der vil opstå en mangelsituation inden for et par måneder, har du bedre mulighed for at finde en ordentlig løsning. Du kan f.eks. tale med din reumatolog, om du eventuelt kan nedsætte dosis, så din medicinbeholdning strækker længere – eller I kan nå at undersøge, om der findes alternativer til den medicin, du plejer at få. Derfor er en af rådets vigtigste opgaver at sikre bedre og mere rettidig kommunikation til både læger og patienter."

Det nye råd mødtes første gang den 15. november.

Publiceret 19.11.2021