Påtegning i kørekortet – hvad skal jeg være opmærksom på?

Jeg har en såkaldt påtegning om servostyring i mit kørekort, men har hørt, at reglerne er ændret. Er mit kørekort stadig gyldigt? Sådan lyder et spørgsmål til rådgivningen – læs ergoterapeutens svar.

Spørgsmål

Jeg har leddegigt og nedsat kraft i begge hænder. Derfor har jeg en såkaldt påtegning i kørekortet, som betyder, at jeg ikke må køre uden servostyring. Men jeg har nu hørt, at reglerne er ændret. Jeg er meget afhængig af min bil for at kunne komme omkring, så jeg vil selvfølgelig gerne sikre mig, at mit kørekort er fuldt ud gyldigt.

Svar fra Gigtforeningens ergoterapeut Linette Pehrson

Har du påtegning i kørekortet om standard servostyring (kode 40.01) er der nogle ting, du skal være opmærksom på, hvis du skal have fornyet dit kørekort.

For 2 år siden blev kørekortskoderne i Danmark EU- harmoniseret. I denne sammenhæng blev kode 40.01, ”standard servostyring”, ophævet. Koden blev erstattet af en kode, der kræver en mere præcis vurdering af dit behov: ” Styring med maksimal betjeningskraft på xx newton”. Det betyder, at hvis du har kode 40.01 i dit kørekort og skal have kortet fornyet, kan politiet stille krav om en måling af, hvor mange newton du maksimalt kan betjene.

Har du fået støtte til køb af bil efter Servicelovens § 114, kan du søge kommunen om dækning af udgifterne i forbindelse med fornyelse af kørekortet samt evt. udgifter til måling.

Du kan se kørekortskoderne på www.retsinformation.dk (se bilag 8).

Publiceret 05.08.2019