Nu åbner Dansk Gigthospital for patienter

Danmarks eneste specialhospital for mennesker med gigt, Dansk Gigthospital, er nu klar til at tage imod patienter.

Tirsdag den 14. maj åbnede Dansk Gigthospital dørene for patienter. Tidligere havde hospitalet adresse i Gråsten under navnet Kong Christian X’s Gigthospital, men er nu flyttet ind i nye omgivelser i forbindelse med Sønderborg Sygehus.

Har du gigt og ønsker behandling på Dansk Gigthospital, skal du have en henvisning fra din egen læge, en speciallæge eller fra den sygehusafdeling, der står for din behandling. Hospitalet er en del af det fri sygehusvalg og tager imod mennesker med gigt fra hele landet.

Patienternes hospital

Som patient på Dansk Gigthospital arbejder du tæt sammen med et erfarent team af reumatologer, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, socialrådgiver og diætist for at sikre den bedste behandling for netop dig. Desuden har hospitalet ansat landets to første professorer i reumatologisk rehabilitering.

"Målet er at give den enkelte patient viden og værktøjer til at tackle trætheden, smerterne og de øvrige problemer, som begrænser hende eller ham i hverdagen," siger Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind.

Dansk Gigthospital tager primært imod patienter med inflammatoriske gigtsygdomme, som for eksempel leddegigt, rygsøjlegigt og psoriasisgigt.

Helende arkitektur

Arkitektur og fysiske rammer har stor betydning for patienters lindring og helingsproces, og på Dansk Gigthospital giver store glaspartier masser af dagslys og udsyn til grønne arealer. Terapiafsnittet med træningslokale og varmtvandsbassin har udsigt over Sønderborg og Alssund.

Kunstneren Nicolai Howalt har skabt hospitalets udsmykning, hvis formål er at skabe positive og stimulerende oplevelser for dig som patient og dine pårørende.

Fakta om Dansk Gigthospital


  • 6.200 m2
  • 94 ansatte
  • 28 sengepladser på enmandsstuer
  • 15 undersøgelses- og behandlingsrum
  • 7 dagbehandlingsrum
  • Forventet antal patienter pr. år: 14.500 ambulante patienter, 675 indlagte patienter
  • Under protektion af Hendes Majestæt Dronningen

Donatorerne bag det nye hospital

Byggeriet, udsmykningen og inventaret på Dansk Gigthospital er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, VILLUM FONDEN, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, Fabrikant Mads Clausens Fond og Lemvigh-Müller Fonden.

Publiceret 15.05.2019