Sundhedsministeren må ind i sagen om dødelig fejlbehandling med Methotrexat

Gigtforeningen opfordrer nu sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V) til at gå ind i sagen om de mange dødsfald grundet fejlbehandling med gigtmidlet Methotrexat.

Det er selvsagt helt utilstedeligt, at disse fejlmedicineringer bliver ved med at forekomme. Men endnu værre er det, at det er sundhedsfaglige, der står bag. Husk, at vores ansvar er endnu større over for patienter, som ikke er i stand til at dosere medicin til sig selv. Deres liv afhænger af, at et professionelt sundhedspersonale forstår noget så grundlæggende som at håndtere medicin rigtigt, siger Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind.

I sidste uge døde en 80-årig kvinde, fordi kommunens plejepersonale fejlagtigt igennem længere til havde doseret fem piller om dagen i stedet for fem om ugen.

Få måneder forinden døde en 90-årig kvinde på et plejehjem i Hørsholm af samme årsag. Og Gigtforeningens rådgivning blev så sent som i sidste uge kontaktet af en datter til en ældre kvinde, som var indlagt med samme form for forgiftning.

Der findes ikke noget samlet overblik over, hvor mange fejl der sker med Methotrexat, men tal fra Dansk Patientsikkerhed viser, at der fra 2013 til 2017 blev indberettet fem dødsfald. Det må antages, at der er tale om et mørketal, idet mange dødsfald blandt ældre mennesker på plejehjem og sygehuse ikke anmeldes.

Publiceret 03.07.2018