Hjælperytterne – velgørende cykelnetværk cykler for gigtsagen

Hjælperytterne er et velgørende cykelnetværk, der cykler for at samle penge ind til gigtsagen.

Det velgørende cykelnetværk, Hjælperytterne, cykler for at hjælpe andre. Siden 2013 har de cyklet for at samle penge ind til gigtsagen og skabe opmærksomhed om gigt som et overset sygdomsområde. I 2015 overtog Gigtforeningen velgørenhedsløbet.

Hjælperytterne består af op til 120 motionscyklister, som træner hele foråret for at komme i form til den store, årlige tur Danmark rundt, hvor de cykler minimum 800 km på fem dage. De to første år gik turen til Oslo, men de efterfølgende år har de cyklet i Danmark.

Hjælperytternes donationer

Gigtforeningen modtog i 2013 400.000 kroner fra Hjælperytterne. Donationen gjorde det blandt andet muligt at støtte forskningen i børnegigt og producere vigtigt oplysningsmateriale for Gigtramte Børns Forældreforening.

I 2014 lykkedes det at indsamle hele 800.000 kroner, som gik til udvikling af et nationalt smerteprogram for børn og unge med gigt og svære smerter, en undersøgelse af livsvilkårene for mennesker, der lever med den alvorlige bindevævssygdom lupus, samt forskning i sammenhængen mellem åreforkalkning og leddegigt.

I 2015 indsamlede Hjælperytterne 900.000 kroner, som blev fordelt til forskningsprojekter, patientuddannelseskurser og aktiviteter i anledning af det internationale ledsmerteår.

I 2016 uddelte Hjælperytterne 16 el-cykler til børn med gigt i alderen 8-17 år.

Læs om Hjælperytternes sponsorer

Læs mere på Hjælperytternes hjemmeside

Senest opdateret 08.11.2016