PAS PÅ! Ny methotrexat-tablet giver risiko for alvorlig overdosis

Der er kommet en ny methotrexat-tablet på markedet, der er fire gange så stærk. Derfor skal du være ekstra opmærksom, så du ikke får taget for meget medicin.

Pilleæske med teksten: "Methotrexat"

2 piller i stedet for 8

Hvis du er i behandling med methotrexat-tabletter, så er du sikkert vant til at tage et bestemt antal tabletter på bestemte tidspunkter. Men hvis du har fået udskrevet den nye stærkere tablet på 10 mg, så er det meget vigtigt, at du ikke tager den på samme måde som før.

”Hvis du tidligere har taget 8 tabletter på 2,5 mg ugentlig, skal du nu kun tage 2 tabletter på 10 mg om ugen,” siger Henrik Skjødt, der er Speciallæge i reumatologi, ph.d. og en del af Gigtforeningens rådgivningsteam.

Tidligere fandtes methotrexat-tabletter kun i 2,5 mg, men nu findes den altså også i en 10 mg-tablet.

Det er alvorligt

Methotrexat er et såkaldt risiko-situations-lægemiddel. Overdosering af methotrexat er hvert år skyld i, at patienter bliver indlagt med forgiftning eller mister livet.

”Hvis du kommer til at tage for meget methotrexat, så kan du få alvorlige bivirkninger – potentielt af livstruende karakter. Det er derfor vigtigt, at du kontakter din læge eller vagtlæge, hvis du har taget for meget,” siger Henrik Skjødt.

FAKTA om methotrexat

Hvad er det?

Methotrexat er et lægemiddel, som dæmper betændelse i kroppen og bruges ved bl.a. leddegigt, psoriasisgigt og andre led- og bindevævssygdomme.

Sådan virker det

Det hæmmer immunsystemets overaktivitet og mindsker dermed ledsmerter, stivhed og hævelse. Effekten kommer typisk efter 4–12 uger.

Hvordan tages det?

Det tages én gang om ugen – enten som tabletter eller sprøjte. Det må aldrig tages dagligt.

Læs mere om methotrexat


Få rådgivning og viden

Som medlem af Gigtforeningen får du mulighed for at kontakte vores erfarne rådgivere, læse vores populære medlemsmagasin, og du støtter forskning i led- og muskelsygdomme til gavn for dig og andre. 

Jeg er interesseret i et medlemskab 

Publiceret 11.12.2025