Et bedre liv med gigt
I Gigtforeningen kæmper vi for bedre livsvilkår for mennesker med gigt.
I Gigtforeningen kæmper vi for bedre livsvilkår for mennesker med gigt.
Den sjældne gigtsygdom kæmpecelle-karbetændelse (KCA) øger risikoen for aneurisme (udposninger på hovedpulsåren) især hos kvinder under 70 år. Det er ét af de vigtige fund, som læge Philip Therkildsen har gjort i sit ph.d-projekt.
Foto: Lea Meilandt
Øget dødelighed, markant højere risiko for udposninger på hovedpulsåren hos kvinder under 70 år og vedvarende behandling med binyrebarkhormon (prednisolon). Sådan lyder de opsigtsvækkende fund i et nyt studie om den inflammatoriske gigtsygdom kæmpecelle-karbetændelse (KCA).
Det er læge Philip Therkildsen, der står bag studiet, som er et treårigt forskningsprojekt støttet af Gigtforeningen.
”Vi fandt, at kvinder, der er under 70 år på diagnosetidspunktet, og som har fået foretaget en positiv prøve fra et kar i tindingen, har 40 gange øget risiko for at få en udposning på hovedpulsåren i brysthulen – også kaldet aneurisme. Det er sjældent, man finder en så forøget risiko – det svarer til, at seks procent af de kvindelige patienter i denne gruppe udvikler et aneurisme,” fortæller Philip Therkildsen, Afdeling for Led- og Bindevævssygdomme på Aarhus Universitetshospital.
Forskerne fandt også ud af, at patienterne med særlig høj risiko faktisk har 13 gange højere risiko for at ende med at blive opereret i brysthulen end resten af befolkningen. ”Det fortæller os, at der er tale om udposninger, som giver gener og skal behandles,” siger Philip Therkildsen og tilføjer, at risikoen for udposninger i virkeligheden kan vise sig at være endnu større end påvist i den nye undersøgelse. vise sig at være endnu større end påvist i den nye undersøgelse.
Læs mere om kæmpecelle-karbetændelse (KCA)
Det farlige ved et aneurisme er, at det sjældent giver symptomer, før det brister. Derfor diskuterer forskerne, om det vil give mening at screene, så man kan nå at operere udposningen, inden den bliver til fare for patienten.
"Patienterne i vores studie blev scannet, enten fordi de har haft symptomer – eller af en anden årsag. Men fordelene ved at screene alle patienter skal både holdes op mod strålerisikoen og de personlige og økonomiske omkostninger. Ligesom vi ikke ved, om det rent faktisk vil mindske dødeligheden. Det vil kræve flere studier, så det er derfor, vi ikke anbefaler screening.”
Et andet af studiets bemærkelsesværdige resultater er, at patienter med kæmpecelle-karbetændelse har op til 50 % højere dødelighed. Risikoen er størst i løbet af det første år efter diagnosen, hvor seks ud af 100 patienter dør. Til sammenligning er tallet ‘kun’ fire ud af 100 danskere over 50 år i resten af befolkningen.
“Dødsårsagerne er primært infektionssygdomme, hjertekar- sygdomme, endokrinologiske sygdomme (diabetes) og mave-tarm-sygdomme. Alt sammen sygdomme, hvor behandlingen med binyrebarkhormon kan være en medvirkende årsag. Det vil altså sige, at en del af den øgede dødelighed kan hænge sammen med selve behandlingen for KAC, mens den anden del formodentligt skyldes selve sygdommen,” forklarer Philip Therkildsen.
Han håber derfor, at hans studie vil inspirere til nye studier, som kan vurdere, hvornår og til hvilke patienter man i stedet for binyrebarkhormon skal vælge f.eks. biologisk medicin – og på den måde mindske den øgede dødelighed, der potentielt kan tilskrives selve behandlingen med binyrebarkhormon.
De nuværende retningslinjer anbefaler, at man forsøger at trappe patienter med KAC ud af prednisolonbehandlingen inden for 1–2 år efter diagnosen. Men studiet her viser, at 10 år efter diagnosen, får 4 ud af 10 patienter stadig binyrebarkhormon. “Det er overraskende og en del flere, end vi havde regnet med. Prednisolon er godt til at bringe sygdommen i ro, men det er vigtigt løbende at vurdere, om patienten har brug for behandlingen, og ellers få lagt en plan for udtrapning,” siger Philip Therkildsen.
Hvorfor så mange fastholdes i prednisolon-behandling så længe, kan den kommende praktiserende læge ikke give noget entydigt svar på. ”Måske får patienten tilbagefald under nedtrapningen eller efter ophør, så lægen vælger at fortsætte behandlingen. Måske bliver patienten ikke tilstrækkeligt trappet ud, når sygdommen er brændt ud ellerer blevet ’afhængig’ af prednisolon, fordi kroppen er holdt op med selv at producere binyrebarkhormon. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at du som læge er opmærksom på at begrænse forbruget af binyrebarkhormon,” fastslår Philip Therkildsen.
Sammen med sine kolleger er han nu i gang med at undersøge risikoen for, at patienter med kæmpecelle-karbetændelse udvikler andre hjertekar-sygdomme som f.eks. blodpropper i hjertet, hjernen eller lungerne samt hjerterytmeforstyrrelser og hjertesvigt. De resultater forventes at være klar i 2025.
Støttet af Gigtforeningen med 1 mio. kroner
