Det kan du selv gøre – gode råd om urinsyregigt og podagra


Fagansvarlig: Henriette Thorseng, Kostvejleder hos Gigtforeningens rådgivning.


Urinsyregigt og podagra (din storetå angribes) er i dag den mest udbredte inflammatoriske (betændelsesagtige) gigtsygdom. Det skyldes blandt andet vores livsstil og stigende levealder.

Urinsyregigt og podagra - kost og drikke

Fra gammel tid har urinsyregigt og podagra været kædet sammen med overdådig levevis. Det er rigtigt, at alkohol især øl og kostens sammensætning kan have betydning for udviklingen af urinsyregigt, og en velafbalanceret, sund og varieret kost anbefales. Men også andre forhold spiller ind.

Livsstilsændringer kan for nogen bidrage til at forebygge urinsyregigt og podagra anfald. Ved at gå efter en sund vægt, begrænse alkohol og spise sundt og varieret reducerer du din risiko for at få anfald af urinsyregigt. Din livsstil har også væsentlig betydning for at forebygge, at andre sygdomme opstår sammen med urinsyregigt og podagra.

Rødvin og podagra – hvad siger anbefalingerne?

Urinsyregigt og podagra kædes typisk sammen med indtagelsen af visse mad- og drikkevarer som bl.a. rødvin. Rødvin indeholder alkohol, og som nævnt kan alkohol generelt øge risikoen for podagraanfald. Det er en god idé at være forsigtig og begrænse, hvor meget du drikker. Vær opmærksom på, hvordan alkohol påvirker din krop og hold dig inden for Sundhedsstyrelsens retningslinjer, som siger højst 10 genstande om ugen for både kvinder og mænd og højst 4 genstande på samme dag. Din læge vil i nogle tilfælde anbefale lavere grænser.

Havregryn og podagra – må man spise det?

Mange søger svar på, om der er en sammenhæng mellem havregryn og urinsyregigt / podagra. Havregryn er fuldkorn og kan indgå som en del af en sund og varieret kost, også hvis du har urinsyregigt. Der er ingen dokumentation for, at havregryn udløser anfald, og det kan tværtimod være et godt madvalg som del af en sund og mættende morgenmad.

Læs mere om urinsyregigt- og podagra kost

Senest opdateret 13.08.2025