Behandling af spondylartrose og spinalstenose

Spondylartrose og spinalstenose kan behandles med træning og smertestillende medicin. Operation kan også komme på tale. Læs mere om behandlingen.

Spondylartrose og spinalstenose kommer i de fleste tilfælde af aldersbetingede – såkaldt degenerative – forandringer i ryggen, herunder, forkalkning eller sammenfald af bruskskiver.

Ofte kan ubehaget lindres med smertestillende medicin. Men det er vigtigt, at du samtidig styrker dit muskelkorset. En fysioterapeut kan udarbejde et
træningsprogram, der målrettet styrker dine ryg- og mavemuskler.

Læs også om, hvad du selv kan gøre

Operation

Hvis hverken medicin eller fysioterapi hjælper, kan en operation, komme på tale. Hvis der er tale om spinalstenose vil formålet være at skabe bedre plads til nerverne i rygmarvskanalen. Indgrebet foregår i fuld narkose og kræver som regel et par dages indlæggelse. Du vil blive vejledt i, hvordan du kan træne i den første tid – den egentlige genoptræning påbegyndes først efter 3-4 uger.

De fleste vil opleve en klar forbedring af deres tilstand, men en del vil fortsat i nogen grad have smerter, og der er en vis risiko for, at der med tiden opstår en ny spinalstenose på grund af det arvæv, der efterhånden dannes.

Stivgørende operation

Med en stivgørende rygoperation kan man forhindre bevægelse i et smertende led, give plads til indeklemt nervevæv og/eller genskabe rygsøjlens naturlige kurver. Operationen indebærer, at man med skruer og plader fikserer et eller flere led.

Operationen tilbydes undertiden mennesker, der af forskellige årsager har vedvarende, stærke rygsmerter. Men der er i fagkredse uenighed om, hvornår man bør skride til indgrebet. En del eksperter taler således for, at der i det enkelte tilfælde bør foretages en omhyggelig afvejning af den forventede effekt og risikoen for komplikationer.

Operationen foregår under fuld bedøvelse og kræver sædvanligvis nogle dages indlæggelse. Det er vigtigt, at du hurtigt kommer i gang igen efter indgrebet – men den egentlige genoptræning starter først efter flere uger.

Læs mere om genoptræning efter sygehus

Det kan tage adskillige måneder, før man kender det endelige resultat af operationen.

Senest opdateret 28.08.2015