Ryggens opbygning – fakta om ryggen

Menneskets rygsøjle er en kompliceret konstruktion, der virker som udgangspunkt for de fleste af kroppens bevægelser. Læs mere om, hvordan ryggen er opbygget.

Din rygsøjle går fra halebenet og op til kraniet. Den består af 24 knoglehvirvler: 7 halshvirvler, 12 brysthvirvler og 5 lændehvirvler.

Ryghvirvlerne er mindst i nakken og størst i lænden, hvor de skal bære den tungeste vægt. Hvirvlerne hviler på korsbenet.

Set bagfra er din rygsøjle stort set lige. Men set fra siden er den buet – med et svaj i nakken og en krumning over brystdelen, efterfulgt af et svaj i lænden. Opbygningen er medvirkende til, at rygsøjlen kan fjedre. Når du spænder musklerne omkring mave og ryg under bevægelse, kan din krop absorbere stød, så ryggen og hovedet ikke tager skade. 

  • Illustration af en rygsøjle

    Diskus

    Mellem hver ryghvirvel ligger en bruskskive, som kaldes diskus. Den består af en blød gelekerne og en hård ydre ring af stærkt bindevæv. Bruskskiverne fungerer som en slags støddæmpere og gør rygsøjlen bevægelig.

    Nerver

    Bagtil i din rygsøjle findes rygmarvskanalerne, som omgiver de nerver, der udgår til og fra hjernen. Ud for hvert led i rygsøjlen går der nerver til og fra bestemte dele af din krop. I nakken går nerverne ud til armene, i brystdelen til torsoen og i lænden til benene. Nervegrenene ligger tæt på rygsøjlens led og bruskskiver.

    Ledbånd

    Ledbåndene omkring din rygsøjle holder hvirvlerne sammen og stabiliserer din ryg. Ledbåndene har følenerver, som sender signaler til din hjerne om leddets stilling og
    ryggens bevægelser.

    Muskler

    Til at holde sammen på rygsøjlen har du et såkaldt ”muskelkorset”. Det består af din bækkenbund og dine mave- og rygmuskler, som sørger for at stabilisere din rygsøjle, når du drejer, bøjer forover, bagover og til siden.

    Dine muskler arbejder hele tiden – både når du holder ryggen i en fast stilling, og når du bevæger dig.

Senest opdateret 27.04.2023