Har du spørgsmål om træning og motion?
Rådgivningens fysioterapeut kan hjælpe
Alt for mange med gigt får forringet deres fysioterapi, fordi puljen til vederlagsfri behandling ikke dækker behovet. Hver femte har i år fået et dårligere tilbud – enten skåret i tid, ændret til holdtræning eller omlagt til selvtræning.
Foto: Jacob Ljørring
For halvandet år siden mistede Tina Kjersgaard sin individuelle behandling hos en fysioterapeut. I 20 år havde hun ellers fået en ugentlig vederlagsfri behandling på grund af sin psoriasisgigt. ”Jeg blev rettet ud, så jeg kunne holde mig lidt i gang. Min krop bliver helt stiv uden,” fortæller 51-årige Tina fra Holbæk.
I stedet fik hun tilbudt holdtræning. ”Men jeg får smerter af at træne, så det kunne ikke på nogen måde erstatte den individuelle behandling,” siger hun.
Hun er ikke alene. En ny undersøgelse blandt 4.030 borgere med vederlagsfri fysioterapi, lavet af Danske Handicaporganisationer for en række patientforeninger, herunder Gigtforeningen, viser, at hver tredje, der mister eller får forringet deres behandling, oplever, at årsagen er for få penge.
”Fysioterapi er for mange smertepatienter afgørende for at kunne fungere og fastholde et arbejde. Det er dyrt for samfundet og hårdt for patienten at stoppe behandlinger alene af økonomiske årsager,” siger Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.
Vederlagsfri fysioterapi kan sidestilles med anden behandling og medicin. Derfor er det helt uacceptabelt at stoppe en effektiv behandling med økonomi som begrundelse.
I 2024 fik 81.000 danskere vederlagsfri fysioterapi – næsten 30% flere end for ti år siden – men midlerne er ikke fulgt med. Tværtimod er beløbet pr. behandling skåret med 12 procent.
Mangel på behandling har givet Tina flere smerter og mindre bevægelighed. Hun bruger nu 700 kroner om måneden på fysioterapi: ”Som førtidspensionist er det virkelig mange penge, og det kan kun lade sig gøre, fordi min mand stadig arbejder,” siger hun.
Hun har behov for behandling hver uge, men har kun råd hver 14. dag. ”Politikerne har glemt at tænke videre, for hvad sparer man på dette? I sidste ende vil folk få brug for yderligere smertestillende og mere hjælp... det er jo meget dyrere,” siger hun.
Den 22. august holder Gigtforeningen sammen med Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer og andre patientforeninger en høring på Christiansborg om konsekvenserne af de manglende midler. ”Det er positivt, at flere får bevilget vederlagsfri fysioterapi, men det dur ikke, at det finansieres ved at tage penge og kvalitet fra dem, der er på ordningen,” siger Mette Bryde Lind. ”Mangel på løbende fysioterapi medfører markante forringelser af funktionsevnen og livskvaliteten.”