Med slidgigt i hele kroppen og hjertet i vuggestuen – Sådan reddede Alice sit arbejdsliv

Da Alice fik konstateret polyartrose, måtte hun lære at sætte sig selv først – uden at give slip på arbejdslivet og hverdagsglæden. Et ophold på Gigtforeningens rehabiliteringscenter Sano blev vendepunktet.

Alice cykler på en cykel

Foto: Frederik Maj

Alice er 60 år, arbejder som pædagog i en vuggestue – og lever med polyartrose. Det betyder, at hun har slidgigt flere steder i kroppen: i hofterne, fødderne og hænderne. Diagnosen fik hun i 2022, men smerterne begyndte længe før.

"Allerede i 2020 blev jeg undersøgt for hoftesmerter. Jeg haltede og havde svært ved at bevæge mig efter en lang arbejdsdag. Men jeg fik at vide, at jeg var "for ung" til en operation og bare skulle tabe mig. Det var frustrerende. Jeg havde netop svært ved at motionere, fordi jeg havde mange smerter, og jeg var træt efter en 8-timers arbejdsdag. Jeg har 10 km til arbejdet og cykler – så det var jo ikke fordi, jeg ikke gjorde noget! Jeg gik også til varmtvandstræning én gang om ugen, men jeg havde ikke overskud til at gøre mere."

"Min læge gav mig Panodil og henviste mig til GLAD-træning, og jeg blev delvist sygemeldt for at kunne følge et træningsforløb. Det hjalp lidt, men da reumatologen senere afsluttede mig med beskeden: ‘Der er ikke mere, vi kan gøre,’ stod jeg tilbage med sygdommen, mens et fuldtidsarbejdsliv ikke kunne sættes på pause."

"Jeg kunne mærke, at det var svært for mig at rumme at have en sygdom, der bare ville udvikle sig, og samtidig stå i et arbejdsliv, der var langt fra slut. Det var i det hele taget svært at få mit familieliv til at hænge sammen med mit arbejdsliv på grund af smerterne, så jeg brugte fx afspadsering og ferie på at kunne lave aktiviteter med min teenagedatter."

Sano blev et vendepunkt

Heldigvis hørte jeg via min varmtvandstræning om rehabiliteringscenteret Sano i Middelfart. Min læge henviste mig, og i august 2023 gennemførte jeg et 4-ugers rehabiliteringsforløb. Det blev mit vendepunkt.

På Sano lærte jeg, at det er okay at sige fra. Jeg fik modet til at tale med min leder om, hvad der var svært: sene vagter, børneløft, lave arbejdsstillinger og legepladsens ujævne terræn. Med hjælp fra en fastholdelseskonsulent fra Jobcenteret fik vi lavet ændringer: Jeg fik tidligere mødetider, nye hjælpemidler og en § 56-ordning, der gav plads til de dårlige dage (se boks herunder).

Desværre gik der ikke lang tid, før hoftesmerterne var tilbage og udfordrede arbejdslivet igen.

Sano er Gigtforeningens rehabiliteringscenter, hvor du kan få hjælp fra et stærkt team af fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykologer, sygeplejersker og reumatologer.
Målet er at styrke din livskvalitet og hjælpe dig med at holde fast på arbejdsmarkedet. Sammen med dig skaber de de bedste forudsætninger for et godt liv med gigt.

Hofteoperationen – og livet efter

I december 2024 fik Alice så ondt i sin hofte og fødder, at der måtte ny hjælp til. Heldigvis kunne hun nu blive opereret. Brusk var der ikke meget tilbage af, så det var tiltrængt.

Allerede efter få uger i genoptræning var de mangeårige smerter væk. Og lidt efter lidt kom Alice tilbage på arbejde.

"Ikke med "min egen stue", men som fast morgenåbner – præcis som jeg fungerer bedst. Jeg er ikke ude hele tiden, men har pædagogiske opgaver, hvor jeg bruger mig selv med omtanke."

I dag arbejder Alice 37 timer igen. Hun cykler op til 30 km dagligt, træner tre gange om ugen i varmtvandsbassin – og går, fordi hun kan!

"Jeg har smidt 18 kilo og genvundet mit overskud. Og selvom jeg ved, at artrosen stadig er en del af mit liv – og at den anden hofte også skal skiftes en dag – så ved jeg nu, at jeg ikke står alene."

Lærte at sætte sig selv forrest

På min mobil har jeg et billede af de røde bygninger fra Sano i Middelfart. Det minder mig om alt det, jeg lærte: At passe på mig selv. At sige fra. At planlægge pauser. At sætte iltmasken på mig selv først – så jeg kan være der for både børnene, min familie og mig selv.

§ 56-ordning – refusion til din arbejdsgiver fra første sygedag

Du har mulighed for at indgå en § 56-aftale med din arbejdsgiver, hvis du har en kronisk sygdom, der medfører, at du har et øget fravær på minimum 10 dage om året. Aftalen giver din arbejdsgiver ret til at få refusion fra din kommune med et beløb, der svarer til sygedagpenge, når du er sygemeldt på grund af din kroniske sygdom – allerede fra første sygedag. Aftalen skal indgås med din arbejdsgiver og godkendes af kommunen. Den gælder i to år, hvorefter den skal revurderes.

Læs mere om de forskellige muligheder for kronisk syge i job

Så mange pædagoger bliver syge

Nedslidning og sygefravær blandt pædagoger

  • Pædagoger havde i 2023 et sygefravær, der var 3,1 arbejdsdage højere end gennemsnittet for alle kommunalt ansatte
  • I gennemsnit havde pædagoger 17,5 sygedage i 2023, hvilket faldt til 16,8 dage i 2024
  • Pædagogers sygefravær er kun overgået af sygefraværet blandt social- og sundhedspersonale
  • Hver 10. pædagog over 50 år føler sig i høj eller meget høj grad fysisk nedslidt
  • Mere end hver fjerde pædagog over 60 år er på helbredsbetingede ydelser (f.eks. fleksjob, seniorpension, førtidspension mv.)

Baggrunden er bl.a. et belastende arbejdsmiljø med:

  • Høj risiko for luftvejsinfektioner
  • Store muskel- og skeletbelastninger med bl.a. arbejde på hug/knæ og bæring/løft
  • Høje følelsesmæssige krav
  • Risiko for vold eller trusler
  • Høj støj og våde hænder

Kilde: BUPL, Fakta og Analyse / Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd


På Sano kan du få rehabiliteringsforløbet ArbejdsLIVET, som er til dig, der ønsker at blive på arbejdsmarkedet, men som oplever, at du har svært ved at få din hverdag med arbejde og fritid til at fungere.

Læs mere om forløbet

Publiceret 28.07.2025