”Jeg har lært, at det er kroppen, der bestemmer” – Jannes rejse fra kaos til ro og balance

Janne Hinrichsen er 57 år, og hun har været igennem to kræftforløb, en diskusprolaps og alvorlig stress. For fire år siden kom en kronisk gigtdiagnose oveni – men i dag står hun stærkt. Med naturen som frirum og en god hverdag, hvor hun har lært at lytte til sin krop – og acceptere, at den bestemmer farten.

Privatfoto

Min sygehistorie begyndte for snart 20 år siden, da jeg var i slutningen af 30’erne. Først fik jeg konstateret brystkræft i højre side, og et par år senere fik jeg en diskusprolaps, der ikke kunne opereres. Som om det ikke var nok, blev jeg i 2016 ramt af kræft i venstre bryst. Så i mange år levede jeg med alvorlig sygdom, skiftende behandlinger, angst og usikkerhed.

I 2019 sagde kroppen fra. Jeg blev ramt af alvorlig stress, og det stod samtidig klart, at jeg også har ADHD. Samtidig fik jeg en række nye symptomer i kroppen – smerter i led og muskler, en ekstrem træthed og vedvarende følelse af udmattelse. Jeg var også generet af tørhed i øjne og mund, som er karakteristiske symptomer, når man har Sjögrens syndrom – alligevel gik der næsten et år med den ene undersøgelse efter den anden, før prøverne endelig slog ud og viste, at det var det, jeg fejlede.

Jeg fik en depression

Jeg var utrolig ked af det – kunne slet ikke finde mig selv i alle de smerter. Jeg har dyrket motion hele livet – og pludselig kunne jeg kun gå et par kilometer. Jeg gik med stavstænger og var klar til at få en rollator. For gå, det ville jeg.

Jeg havde svært ved at sove, så jeg opgav tit og sad oppe til kl. 04.00 om morgenen. Jeg var totalt rastløs, fordi jeg ikke fik motion, som jeg plejede – og fordi ADHD’ens uro og Sjögrens’ behov for hvile simpelthen ikke går i spænd.

Jeg har sommetider spekuleret på, om alle de år med fysiske og psykiske belastninger kan have været medvirkende til, at jeg i dag har fået Sjögrens. Men det ved jeg selvfølgelig ikke.

På det tidspunkt havde jeg ikke mere at give af. Jeg gik på førtidspension og måtte prøve at finde ud af, hvordan jeg kunne leve så godt som muligt med en kronisk gigtsygdom, som ville følge mig resten af livet. Jeg startede til psykolog, men syntes ikke, det hjalp. Så jeg begyndte i stedet på Sertralin, som er antidepressive piller.

Det har hjulpet på humøret, og de har også haft en positiv virkning på smerterne. Jeg slapper mere af, så jeg nu kan gå meget længere. Jeg er faktisk også begyndt at løbe lidt.

Jeg har fundet en strategi, som fungerer

Sjögrens syndrom er en autoimmun sygdom, der blandt andet angriber kroppens kirtler – dem, der sørger for at fugte slimhinderne. Så jeg drypper mine øjne og bruger en speciel fugtgivende næsespray mange gange om dagen. Og jeg er nødt til at tænke over, hvad og hvordan jeg spiser – især tørre fødevarer som brød og kartofler kan give problemer, fordi de klumper sig sammen og er svære at synke. Derfor tager jeg små mundfulde, drikker godt undervejs og vælger mad med den rette konsistens. En af mine favoritter er professorens grønne grød – den er let at spise og en god måde at få grøntsager fra morgenstunden. Og så smager den skønt.

Min strategi har i det hele taget været at prøve mig frem. Mærke efter, hvordan min krop har det, hvad der fungerer for mig, og hvad jeg helst skal undgå. Jeg har også lært at sige til mine veninder, når vi laver aftaler, at jeg gerne vil, hvis jeg kan – men at det afhænger af dagsformen. Det har de heldigvis fuld forståelse for.

En af de ting, jeg har opdaget, virkelig gør en forskel, er naturen. Jeg kan godt lide at gå med min mand, Bernd, eller et par veninder. Men det er også fint at gå alene – så holder jeg lidt flere pauser, og der er ro til at mærke efter og holde alle sanser åbne. Jeg nyder duften af hyldeblomsterne i forsommeren og af den fugtige skovbund om efteråret. Kigger på de skygger, bladene danner i solskinnet, lytter til en spætte, der hakker – eller en lille mus, der piler afsted under nogle grene. Og mærker velværet i hele kroppen efter en iskold vinterdukkert. Alle mulige sanseindtryk, som får mig til at føle, at min krop trods alt fungerer, og at jeg er i live.

Og så er jeg begyndt at strikke. Det giver både ro og glæde.

En anden ting, jeg har lært, er, at selvom jeg bliver ”straffet” med træthed og smerter bagefter, hvis jeg kører for hårdt på, betyder det ikke, at jeg behøver afskære mig fra at gøre de ting, jeg holder af. I går var jeg for eksempel i Aarhus for at besøge min datter. Ok – det koster en off-dag i dag, men det er det værd. Og i weekenden skal jeg til hele to koncerter. Det ved jeg godt er at spænde buen lidt rigeligt. Men jeg glæder mig – og det tæller mere end den udmattelse, jeg godt ved kommer bagefter.

Jeg synes i det hele taget, jeg har et godt liv i dag. Sammen med min gode, dejlige mand, som har været der for mig 100 % gennem alle de svære år. Jeg har affundet mig med, at jeg aldrig bliver den samme igen. Men det føles faktisk okay at være den Janne, jeg er i dag. Og jeg ved, at selvom jeg har den her forbandede sygdom, så forhindrer den mig ikke i at gøre mange af de ting, som giver mig glæde og livskvalitet.

Læs mere om Sjögrens syndrom, og se videoen med overlæge Viktoria Fana, som er ekspert i sygdommen