Støt og gør en forskel
Støt kampen for et bedre liv til alle - børn og voksne - der lever med en gigtsygdom.
Støt kampen for et bedre liv til alle - børn og voksne - der lever med en gigtsygdom.
65-årige Pernille Aviaja Stub Villumsen kæmper med gigt, smerter og overvægt. Hun er efterladt modløs efter to afslag på tilskud til vægttabsmedicin. En medicin, der kunne hjælpe hende til et mere aktivt liv med færre smerter, men som hun umuligt selv kan betale.
Foto: Linda Johansen
Tekst: Thomas Florin
I dag har 65-årige Pernille Aviaja Stub Villumsen ondt. Rigtig ondt. For et par dage siden var hun på museum med sin søn og børnebørn, og selv om hun havde sin nye rollator med, kom den hyggelige udflugt med en høj pris.
”Jeg tog rollatoren med, for jeg tænkte, at nu kunne jeg endelig gå lidt rundt og være med – jeg havde jo noget at støtte mig til og hvile mig på. Men jeg kom hjem med vanvittige smerter i fødderne, knæene og ryggen, så jeg næsten ikke kunne røre mig. Det har virkelig sat sig,” fortæller Pernille, der har leddegigt og svær artrose i sine knæ.
Med en vægt på 150 kilo og et BMI på 55 hører hun til blandt de svært overvægtige. Pernille begyndte at tage på, efter hun startede på gigtmedicin, og vægtøgning er en kendt bivirkning ved behandlingen.
Den ekstra vægt trykker på de led, der i forvejen er ødelagt af gigt, og det forstærker smerterne. I dag lever Pernille med konstante smerter, der gør selv de mindste bevægelser til en udfordring.
Hun har et inderligt ønske om at komme i gang med vægttabsmedicin som eksempelvis Wegovy. Men selv om præparatet er godkendt herhjemme, er det ikke omfattet af et generelt offentligt tilskud. Derfor skal patienter som Pernille selv betale, medmindre en læge søger om såkaldt enkelttilskud, og det gives kun i særlige tilfælde, hvor anden behandling ikke har hjulpet.
”Min reumatolog siger, at en kirurg for længst ville have skiftet begge mine knæ, hvis det ikke var for min vægt. Men det er jo det, der er hele problemet – for at kunne blive opereret skal jeg tabe mig, og for at tabe mig skal jeg kunne bevæge mig uden alt for voldsomme smerter. Det føles som en ond cirkel, jeg ikke kan komme ud af,” siger Pernille.
Hun er på førtidspension, og hendes mand er på folkepension. Derfor har parret ikke råd til at betale flere tusinde kroner om måneden for vægttabsmedicinen.
Bag ønsket om et lettere liv står tusindvis af danskere, der – som Pernille – ikke har råd til vægttabsmedicin. Samtidig tøver myndighederne med at give tilskud af frygt for de enorme udgifter.
Tilbage i september i år anbefalede Verdenssundhedsorganisationen, WHO, imidlertid, at vægttabsmedicin bruges som led i behandlingen af overvægt.
Hos Gigtforeningen glæder man sig over anbefalingen fra WHO. Man håber, at Danmark vil udvide listen over patientgrupper, der kan få offentligt tilskud til medicinen.
”Overvægt og gigt er en farlig cocktail, hvor det ene forværrer det andet. Vægten har enorm betydning for gigtpatienters smerter,” siger direktør i Gigtforeningen, Mette Bryde Lind.
Det er Sundhedsministeriet, der udarbejder listen over patientgrupper, som kan få godkendt tilskud til vægttabsmedicin. I dag er gigtpatienter ikke med på listen – og det er en skam, mener Gigtforeningens direktør.
”Gigt er ikke på listen, fordi man er bange for, at man risikerer at lave et hul i samfundsøkonomien. Men i virkeligheden ville man kunne kompensere for de mange milliarder, medicinen koster, ved at behandle alle de her syge mennesker og gøre dem mere raske, end de er i dag,” siger Mette Bryde Lind.
I rækkehuset uden for Roskilde sidder Pernille tilbage med en følelse af opgivenhed. Hun er overbevist om, at vægttabsmedicin kan hjælpe hende i gang med træningen og dæmpe hendes smerter.
Men tanken om at sende en tredje ansøgning fylder hende med tvivl, og hun frygter endnu en våd klud i ansigtet. Alligevel er der noget, der får hende til at holde fast i håbet.
”Det gør for ondt at blive afvist igen. Men jeg bliver jo nødt til at prøve – for mine børnebørns skyld. Jeg vil så gerne kunne være mere sammen med dem og ikke bare sidde og se til,” fortæller Pernille.
Når man taber sig, vil man – ud over fedt – også miste muskelmasse. Kroppen skal nemlig bruge mindre energi på at holde sig i gang, når den bliver lettere. For at bevare styrke og muskler er det derfor vigtigt at kombinere vægttabsmedicin med styrketræning.