Meld dig ind her
Få del i medlemsfordelene - meld dig ind allerede fra i dag.
Overlæge og professor Merete Lund Hetland er en højt respekteret kapacitet i gigtmiljøet. Som barn havde hun børnegigt og har i dag svær artrose i begge knæ. En levet erfaring, hun trækker på, når hun sidder over for sine patienter.
Tekst: Milla Mølgaard. Foto: Jesper Westley
”Kom bare ind, jeg er der om et øjeblik!”.
Merete Lund Hetlands klare røst finder vej gennem stuerne og ud i entreen, hvor jeg knap når at sætte mine sko, før hun med adrætte skridt træder frem i døråbningen. Iført sorte træningstights, en pink sweater og et venligt smil byder hun velkommen.
”Jeg skulle bare lige have trykket send på en mail,” siger hun og peger ind mod computeren i arbejdsværelset, hvor hun har forladt det sorte hævesænkebord midt i sin hjemmearbejdsdag. Havde hun ikke sagt ja til et interview til vores populære medlemsmagasin, LedSager, havde hun helt sikkert siddet bøjet over bunker af papir, hakket energisk i tastaturet og forberedt sig på den rejse, hun senere på ugen skal på.
Ingen tvivl om, at den 62-årige professor og overlæge i reumatologi har fuld damp på karrieren og – livet i det hele taget. Som en af landets mest anerkendte og afholdte reumatologer er Merete Hetland optændt af sit virke, som hun kunne tale entusiastisk om i timevis, hvis hun fik lov.
Men det gør hun ikke. Denne eftermiddag sætter vi os nemlig til rette i hendes mørkegrønne sofa med et andet tema på dagsordenen. I dag er hun ikke kun læge. Hun ved også, hvad det vil sige selv at have gigt. Merete Lund Hetland har det meste af sit liv levet med sygdommen, og nu har hun sagt ja til at fortælle, hvordan det har påvirket hendes tilværelse.
”Når jeg sidder i ambulatoriet, ved jeg, at jeg fremstår som en autoritet over for mine patienter. Men jeg synes, det vil være godt at vise, at inde bag kitlen er jeg klar over, hvad det vil sige at have gigt. At jeg selv har smagt smerterne og ved fra mit eget liv, hvad de kan gøre ved en.”
Merete Lund Hetland var knap fem år, da hun en morgen havde svært ved at komme ud af sengen.
Hendes ene knæ var hævet og ømt, og hun måtte kravle ind til sine forældre, fordi smerterne jog i benet, når hun forsøgte at støtte på det. Hun blev undersøgt og indlagt. Børnegigt lød diagnosen.
I de følgende år havde hun konstant ondt i sine led og var også så uheldig, at børnegigten udviklede sig med regnbuehindebetændelse og dernæst grå stær. Så hun blev opereret tre gange i øjet, inden hun nåede skolealderen.
”Det var en lidt barsk start på livet, kan man vel godt sige,” konstaterer Merete Lund Hetland.
I de følgende år gik gigtsymptomerne langsomt i sig selv, men da hun kom i 20’erne, begyndte hun at mærke ubehag i sine knæled igen. Som spejder elskede hun at vandre i bjerge, men måtte snart erkende, at de lange ture med tung oppakning efterlod hende med for store smerter i dagene efter.
Som senfølge af børnegigten havde Merete Lund Hetland – præcis som sin mor og mormor – udviklet artrose i begge knæ. I dag har sygdommen også fat i hendes ene hofte, en skulder og i nakken.
Knæene er fortsat ’smertensbarnet’, som Merete Lund Hetland udtrykker det. ’Svær artrose’ står der i hendes journal.
”Prøv at mærke her,” siger hun, da jeg spørger, hvordan det helt konkret føles at leve med de smerter, sygdommen giver.
Hun lægger min hånd på sit højre knæ. Strækker og bøjer langsomt benet. Under det tynde stof kan jeg mærke – og høre – en knasen. Slidt, ødelagt brusk mod slidt, ødelagt brusk.
”Ja, og nogle steder er der slet ikke brusk tilbage men bare knogle,” siger Merete Lund Hetland.
Vi sidder lidt uden at sige noget. Så tilføjer hun:
”Erkendelsen af, at jeg ikke kan det samme, som jeg kunne engang, er selvfølgelig forbundet med både tab og sorg. Det kræver, at jeg er i stand til at finde nye veje til at gøre de ting, jeg holder af – på trods af smerterne.”
At det er lettere at sige de ord, end det er at efterleve dem dagligt i et liv med en kronisk sygdom, ved Merete Lund Hetland kun alt for godt. Men hun har et særligt sted, hun søger hen, når hun har brug for at koble af og hente kræfter. Da hun var 19 år, lærte hun at meditere, og det har været en fast del af hendes mentale repertoire siden.
”Altså, det er ikke noget med en guru eller noget. Det er en seriøs teknik, udviklet af en læge, og som har en bevist effekt,” tilføjer hun hurtigt, før hun fortæller om den vane, hun betegner som en ”enormt vigtig del” af sin hverdag.
I sengen, i sofaen eller i den store, gule øreklapstol i stuen sætter hun sig behageligt til rette med lukkede øjne. Indvendigt gentager hun for sig selv en neutral lyd igen og igen. En lyd, der får hjernen og kroppen til at slappe af, og her lader hun strømme af tanker, stemninger, indtryk og følelser passere. Uden at forsøge at styre eller kontrollere dem, lader hun dem komme og gå.
”Det er en fantastisk måde at få vasket tavlen ren på og til at få kontakt med de ressourcer for ro og accept, som vi alle har i os et sted derinde. Når jeg bliver ramt af min sygdom, bliver jeg selvfølgelig ked af det ligesom alle andre. Men meditationen giver mig et indre ståsted, hvor jeg har et andet perspektiv. Et roligt sted, som er anderledes end det, jeg ud fra min psykologi let kunne kommet ind i af stemninger,” forklarer hun.
Merete Lund Hetland leder lidt efter ordene, før hun fortsætter.
”Altså, der er nogle ting, man kan kæmpe imod og forandre, og så er der andre ting, som f.eks. smerterne ved at have gigt, som du ikke kan ændre ret meget på. Dér bliver jeg nødt til at sige til mig selv: De der dårlige knæ, det er mine knæ. Dem skal jeg følges med. Og så må jeg på en eller anden måde få det bedste ud af dem.”
For Merete Lund Hetland er vejen til et godt liv med gigt brolagt med en kombination af bløde mellemveje og velvalgte kompromisser.
Som dengang hun som ung spejder fandt ud af, at hun godt kunne tage med på vandreture, hvis hun ikke bar mere end 10 kilo på ryggen og fik hjælp af de andre til at tage lidt af sin oppakning. Eller da hun til sin store fortrydelse blev nødt til at droppe racercyklen på lidt længere distancer.
Nu sætter hun sig i stedet op på sin elcykel de 12 kilometer til arbejde – og husker alligevel at nyde vinden i håret.
”Det handler hele tiden om at afsøge, hvad jeg kan med de vilkår, jeg nu engang har. Og det kræver, at jeg er lidt kreativ.”
Men hvordan er det at være en af landets mest vidende læger på gigtområdet og så selv sætte sig i patientstolen? Oftest en fin oplevelse, fortæller Merete Lund Hetland, der altid forsøger at lægge sin egen lægerolle til side, når hun er i rollen som patient.
Hun har langt flest erfaringer med læger, som gør sig umage for at forstå og behandle hende bedst muligt. Men hun har også oplevet en speciallæge i et andet speciale, der havde en ”virkelig dårlig dag”, som hun diplomatisk udtrykker det.
”Lægen interesserede sig tydeligvis overhovedet ikke for det, jeg fejlede. Jeg fik en følelse af at sidde overfor en, der ikke vidste ret meget. Og som heller ikke var optaget af de problemer, jeg kom med. Det fik mig til at føle mig som en sten i hans sko. Det var ikke spor sjovt,” husker Merete Lund Hetland.
Hun gør sig selv umage for at få alle sine patienter til at føle sig set.
”Dialogen, og dermed også i sidste ende behandlingen, bliver bedre, hvis du som patient føler dig anerkendt og lyttet til. Og der, tror jeg, det kan give en ekstra dimension, at der sidder en læge, som har personlig erfaring med gigtsygdom.”
Men selvom hun ser patienter, hun har kendt i flere årtier, afholder hun fuldstændig fra at bringe sin egen gigt på banen i ambulatoriet. Det er et fast princip, for lægens private kvababbelser hører ikke hjemme der, understreger hun.
”Hende patienten bag kitlen kan jeg ikke sidde og flage med i et konsultationsrum. Der er jeg til stede for at hjælpe mine patienter, og de har ingen glæde af at høre, at det også er synd for mig, fordi jeg har ondt i knæet.”
Til gengæld må de gerne læse om det hos Gigtforeningen, siger hun. Og det er også fint, at de får at vide, at selv om hun er et levende bevis på, at man sagtens kan have svær artrose og et sprudlende, aktivt liv samtidig, så er reumatologen selv ikke uden frygt.
”Det er ikke altid, at jeg bare lige hopper glad op på hesten. For eksempel er jeg ret bekymret for, hvor længe mine knæ mon holder,” siger Merete Lund Hetland, der i de senere år har mærket en forværring af artrosen.
For nylig var hun hos en ortopædkirurg for at tale om fremtidsscenarierne, hvis hendes knæ bliver værre.
”Jeg synes, det er lidt barskt at tænke på, at jeg måske skal opereres. For det har jeg slet ikke lyst til,” siger hun.
”Det er en stor og irreversibel operation, forstår du. Jeg har mange patienter, der er enormt glade for deres nye knæ, men jeg har også nogle, som ikke er. Og som læge ved man, alt for godt, at selv om risikoen ved sådan en operation ikke er stor, er den alligevel reel.”
Hun ser alvorligt ud i stuen.
”Jeg ved, at alderen er min værste fjende. Tiden går jo hele tiden, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Så jeg er nødt til at være realistisk. Men operation står meget langt nede på min ønskeliste.”
Få Merete Lund Hetlands fire egne leveregler til et liv med færre smerter
