Det er tid til at blive vaccineret

Det er efterår – og igen tid til at blive vaccineret mod influenza, hvis du har en kronisk gigtsygdom eller er over 65 år. Er du over 50 år eller i behandling med visse præparater for din gigt, eller har du flere andre kroniske sygdomme, kan du også blive vaccineret gratis mod COVID-19.

Er du vaccineret, nedsætter det ikke kun din risiko for at blive smittet – du bliver heller ikke så syg, hvis du skulle være så uheldig at blive smittet alligevel.

Sådan gør du

vacciner.dk kan du bestille tid til vaccination mod COVID-19, influenza og pneumokokker, så snart du har fået besked i din e-Boks/mit.dk eller pr. brev.
Du vælger selv, hvor og hvornår du vil vaccineres.

Se kort over vaccinationssteder på coronasmitte.dk

Gratis COVID-19-vaccination til alle over 50 – og til dig, som er særligt udsat

Alder spiller en vigtig rolle for, hvor syge vi bliver, hvis vi får COVID-19. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle over 50 år bliver vaccineret igen i løbet af efteråret. Hvis du er yngre og i behandling med rituximab, mycophenolat, tarcolinus og/eller højdosis prednisolon (over 20 mg/dag), anbefales det også, at du bliver vaccineret. Det samme gælder, hvis du har svær sygdomsaktivitet eller flere andre kroniske sygdomme. Tal med din læge, som vil vurdere, om du har brug for det fjerde stik.

Læs mere om COVID-19-vaccination på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Gratis influenzavaccination til alle over 65 – og til dig, som er særligt udsat

Alle over 65 år kan få en gratis influenzavaccination i perioden 1. oktober 2022 til 15. januar 2023. Det samme gælder, hvis du er yngre og har en kronisk gigtsygdom eller er overvægtig med et BMI over 35. Derudover tilbydes vaccinen gratis til sundheds- og plejepersonale, der er i tæt kontakt med personer i særlig risiko for et alvorligt forløb med influenza.

Læs mere om influenza-vaccination på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Husk også vaccination mod lungebetændelse

Er du i behandling med biologiske lægemidler eller anden medicin, der nedsætter immunforsvaret? Så bør du blive vaccineret mod lungebetændelse hvert sjette år. Pneumokok-infektion er en hyppig årsag til lungebetændelse i Danmark. Hvis du er i biologisk behandling eller tilsvarende immundæmpende behandling for en gigtsygdom, bør du sammen med din læge overveje, om du vil have gavn af pneumokok-vaccination. Det samme gælder, hvis du har gigt og samtidig har svær grad af hjertesygdom og/eller lungesygdom, har haft tilbagevendende luftvejsinfektioner, eller hvis du er særligt udsat for smitterisiko.

Læs mere om pneumokok-vaccination på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Publiceret 21.09.2022