10 mio. kr. til forskning i graviditetsproblemer

"Det er en kæmpe sejr for gigtforskningen at modtage et legat af den størrelse. Og det er en endnu større sejr for de kvinder, som lider af lupus og derfor kan opleve store udfordringer med både at blive gravide og gennemføre graviditeten," siger Mette Bryd Lind, direktør i Gigtforeningen.

Det er læge og forsker Karen Schreiber fra Dansk Gigthospital, der har fået 10 mio. kr. fra Novo Nordisk Fondens Clinical Emerging Investigator Programme til et forskningsprojekt, som skal undersøge, om malariamedicin kan forebygge komplikationer hos gravide med antifosfolipid syndrom. Projektet kan blandt andet få stor betydning for kvinder med lupus.

Donationen skal finansiere et stort internationalt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvorvidt malariamedicinen hydroxychloroquine kan forbygge komplikationer hos gravide med anti-fosfolipid antistoffer (aPL) og antifosfolipid syndrom (APS). Syndromet, som især er udbredt blandt kvinder med bindevævssygdommen SLE/lupus, øger risikoen for blodpropper og kan føre til ufrivillige aborter, sen fosterdød og svangerskabsforgiftning.

"Hos Gigtforeningen er vi stolte af Karen og det arbejde, hun gør for kvinderne, og jeg glæder mig til at følge med i projektet," siger Mette Bryd Lind, direktør i Gigtforeningen.

Forskningsprojektet forventes afsluttet i 2027 og er det hidtil største af sin slags.

Læs mere om forskningsprojektet

Publiceret 15.07.2022