Få gigtprofessorens fem vigtigste pointer om antistoffer og COVID-19

Professor Oliver Hendricks kommer her med fem vigtige pointer til dig med gigt om risikoen ved COVID-19, antistoffer og vaccination.

For nylig sendte Gigtforeningen live på Facebook om et nyt studie fra Dansk Gigthospital om gigt og COVID-19.

Oliver Hendricks er professor på Dansk Gigthospital, formand for Dansk Reumatologisk Selskab og står bag studiet. Her får du hans fem vigtigste pointer om risikoen ved COVID-19, antistoffer og vaccination.

1. Bliv vaccineret – også selvom du ikke danner antistoffer

"Min anbefaling er klar – uanset om du danner antistoffer eller ej, bør du blive vaccineret mod COVID-19. Og får du tilbudt et fjerde stik, bør du også takke ja."

2. Husk, at immunforsvaret også er andet end antistoffer

"Immunforsvaret består udover antistoffer også af såkaldte T-celler. De er også med til at beskytte os. Vores studie har kun undersøgt, om gigtpatienter i forskellige behandlinger, heriblandt biologisk behandling danner antistoffer. Der er altså stadig god grund til at tro, at du opnår en vis beskyttelse ved vaccinen, selvom du ikke danner antistoffer. Men T-cellerne skal vi selvfølgelig også undersøge meget nærmere, og vi bliver hele tiden klogere."

3. Din diagnose afgør ikke risikoen for et alvorligt forløb med COVID-19

"Gigtpatienter har generelt ikke højere risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 med undtagelse af patienter med alvorlige bindevævslidelser og myositis, særlig når der er tale om sygdomme, hvor gigten har sat sig på de indre organer som hjertet, lunger eller nyrer.

Men din behandling kan godt have noget at sige. Patienter i behandling med stoffet rituximab er i højere risiko. Og vores nye studie peger også på, at patienter i behandling med biologisk medicin og et såkaldt DMARD-præparat som f.eks. methotrexat danner færre antistoffer. Dette medfører med stor sandsynlighed en højere risiko for at forløbet med COVID-19 kunne være mere alvorlig. Hvis du kun får biologisk medicin eller methotrexat, har du ikke en højere risiko, og visse former for gigtmedicin, de såkaldte JAK-hæmmere, ser faktisk ud til at trække i en positiv retning."

4. Vær påpasselig, hvis du ved, du er i risiko for et alvorligt forløb

"Hvis du er en af ovennævnte med højere risiko, så er det vigtigt, at du passer på dig selv, selvom samfundet er erklæret åbent. Selvom ulven ikke er farlig for de fleste, så er den stadig farlig for de svageste. Brug derfor mundbind i offentlig transport og steder med mange mennesker. Overvej også, om du skal vente med en tur på stadion eller til koncert. Og tag fat i din reumatolog, hvis du er usikker og bliver smittet."

5. Faldende smittetal har også stor betydning

"Samtidig vil jeg også gerne minde om, at lavere smitte i samfundet selvfølgelig kommer os alle til gavn. Et mildt forår og en mild sommer vil føre til faldende smittetal. Vi ved endnu ikke, hvordan efteråret bliver. Højere smitte og nye varianter kan betyde en ny situation, hvor vi igen skal tage stilling til vaccination og måske passe mere på. Og her er der ikke andet for end at vente og se. Til gengæld er vi også til den tid klogere, fordi vi forsker på livet løs verden over. Men er du i tvivl om noget, så spørg din reumatolog! Det er vigtigt, du spørger, for det er indviklet, og der kommer hele tiden ny viden til."

Se hele live-udsendelsen, hvor Oliver Hendricks svarer på jeres spørgsmål

Her kan du se en film – for at kunne afspille den, skal du tillade alle cookies
Klik her for at tillade cookies

Publiceret 07.03.2022