Systemet ser ikke hele mennesket
Kroniske patienter skal have ret til en årlig helhedssamtale hos lægen.
Kroniske patienter skal have ret til en årlig helhedssamtale hos lægen.
Lad mig starte med en disclaimer: Det her er ikke en nyhed! Vi har talt om det i mere end 15 år: Vi ønsker et sundhedsvæsen, der tager ansvar for den samlede behandling af mennesker med kroniske sygdomme. Vi ønsker et sundhedsvæsen, hvor behandlingsforløbene bliver koordineret på tværs af specialer og sektorer.
Af Mette Bryde Lind, direktør Gigtforeningen
For mange kronikere havner i sundhedsvæsenets overgange og huller. Det ved sundhedsminister Magnus Heunicke. Det ved de politiske partier. Det ved alle interessenter på området. Det ved alt for mange af patienterne og deres pårørende.
Det fungerer, når du skal fra A til B i sundhedsvæsenet. Specialisterne er dygtige. Problemet opstår, når patienter skal bevæge sig på tværs af specialer og sektorer. Vejen fra praksis rundt om sygehus og til sundhedshus er alt for ofte brolagt med store huller. Her kan selv dem med flest ressourcer fare vild i deres rejse fra den ene ende af sundhedsvæsenet til den anden. Det er konsekvensen af et opdelt sundhedsvæsen, hvor ingen har ansvaret for patientens samlede forløb.
Det er problematisk. For udnyttelsen af ressourcerne i sundhedsvæsenet. Men først og fremmest for patienterne. Og særligt patienter med flere kroniske sygdomme. Syv ud af ti gigtpatienter har mere end én kronisk sygdom.
Med den skarpe opdeling mellem specialer sker det, at medicinen ikke koordineres, blodprøver dubleres og symptomer, der ligger uden for specialet, overses. Det er utrygt for patienterne, der oplever, at ingen tager ansvar for koordinationen og den samlede behandling. At ingen ser hele patienten. Hele mennesket.
Så sker der fejl, der har varige konsekvenser for den enkelte. Det handler om patientsikkerhed og om manglende trivsel for dem, som desværre har et livslangt forhold til sundhedsvæsenet.
Vi har talt om det i mere end 15 år. Men det er endnu ikke lykkedes at få lagt de spor og bygget de broer, der mangler. Sporarbejdet er gået i stå. Det skyldes ikke lægerne eller sygeplejerskerne. De er dygtige og dedikerede inden for deres felt. Det er systemet, der er tænkt forkert. Derfor er der også en politisk opgave at rette op på fejlene.
Regeringens svar på problemet er nærhospitaler og sundhedsklyngerne. Det kan være en start til at sikre et bedre samarbejde mellem sygehus, kommuner og de praktiserende læger for nogle patienter. Men man kan også frygte, at det er lidt som at fordrive ondt med ondt, når et nyt administrativt lag skal afhjælpe problemerne med det opdelte sundhedsvæsen. Mit håb – meget spinkle håb - er, at den endelige sundhedsaftale i højere grad tager patienternes perspektiv.
Patienten skal helt i mål. Ingen store huller. Sammenhæng bør være en patientrettighed. På linje med retten til hurtig udredning og behandling.
Alle kroniske patienter, der er i kontakt med sygehuset, skal have ret til en patientansvarlig læge, som har overblikket over den samlede behandling. Det kræver, at ordningen udbredes til flere og ikke som i dag blot er en mulighed. Samtidig skal den patientansvarlige læge på sygehuset have en større rolle med at bygge bro og koordinere med det nære sundhedsvæsen.
Vi ser også et behov for en årlig helhedssamtale målrettet kroniske patienter med komplekse forløb. En helhedssamtale, hvor patient og læge gennemgår den samlede behandling, medicinen, det mentale helbred, og hvad er vigtigst det næste år.
Sundhedsreformen er regeringens og de politiske partiers mulighed for at tage grundlæggende fat i det, alle erkender er et problem for patienterne. Så - kære politikere tag fat i det, der reelt gør en forskel for mennesker med en kronisk sygdom.
