Systemet ser ikke hele mennesket
Kroniske patienter skal have ret til en årlig helhedssamtale hos lægen.
Kroniske patienter skal have ret til en årlig helhedssamtale hos lægen.
Det betaler sig – faktisk rigtigt godt – når kommunerne tilbyder træningsforløb og vægttabskurser til mennesker med gigt- og rygproblemer. Det viser nye beregninger. Sygefraværet daler, det samme gør trækket på de offentlige kasser.
Kraka Advisory har lavet beregninger på fire patientrettede forløb for Gigtforeningen. Analysen viser, at de offentlige kasser kan spare mellem 5.000-31.000 kroner per borger, der deltager i målrettet træningsprogrammer, patientuddannelse eller vægttabskursus.
Se analysen på Kraka Advisorys hjemmeside
”Vi ved jo godt, at de her forløb virker for mennesker med gigt og langvarige ryg lidelser, men desværre har mange kommuner ikke tilbuddene. Så formålet med analysen er at vise, at det også er økonomisk fornuftigt at forebygge, og det viser den her analyse soleklart”, siger Mette Bryde Lind, direktør Gigtforeningen.
Desværre viser en anden analyse, som Gigtforeningen har på vej, at der er stor forskel på, hvilke tilbud kommunerne har til deres borgere med gigt- og rygproblemer. For eksempel har kun halvdelen af kommunerne patientuddannelse og træning til deres borgere med artrose (slidgigt).
Det er ikke godt nok, siger direktør i Gigtforeningen, Mette Bryde Lind.
”Det er ganske enkelt ikke rimeligt, at der skal være så stor forskel i et så lille land. Smerterne er jo de samme, om du bor i Roskilde eller Randers. Det skaber stor ulighed i sundhed – både geografisk og økonomisk. For så må man selv betale, hvis man bor i den ”forkerte” kommune, og det er ikke alle der har råd til det. Så det skal kommunalpolitikkerne landet over have gjort noget ved – og ellers skal det løses i den kommende sundhedsreform”.
Artrose og rygproblemer er et større problem i landkommunerne end i storbyerne, viser Kraka Advisorys analyse. Andelen af mennesker diagnosticeret med langvarige ryglidelser er størst i Syddanmark og på Fyn, mellem 4-7 procent af befolkningen.
Slidgigt ses hyppigst diagnosticeret i Nordjylland, Vest- og Syddanmark samt på Lolland-Falster og i Vordingborg Kommune, hvor andelen af personer med slidgigt i knæ og hofter ligger på 7-11 procent. Det kan dels skyldes alderssammensætningen, dels at der i disse egne er flere nedslidende jobs, der kan give gigt.