Gigtforeningen om tredje stik - Underkend ikke igen utrygheden hos de kroniske patienter

Sundhedsstyrelsen har lært af sine fejl og har lavet bedre retningslinjer for det tredje stik. Men Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, advarer mod at underkende de kroniske patienters utryghed, når det gælder Corona.

Portræt af Mette Bryde Lind
Foto: Jesper Westley

”I den første vaccineudrulning var der store problemer med at finde ud af, hvilke patienter, der var i høj risiko og skulle vaccineres først. Hverken læger eller patienter forstod retningslinjerne, og det gjorde forløbet utrygt og kaotisk for patienterne. Blandt andet var der tusindvis af gigtpatienter, der blev glemt i Midtjylland. Og i sidste øjeblik satte man alle de yngre kronikere bagerst i vaccinekøen. Det er spor der skræmmer. Det bragte hele systemet på overarbejde, men først og fremmest patienterne”, siger Mette Bryde Lind og fortsætter:

”Så det skal undgås. Heldigvis ser det ud som om Sundhedsstyrelsen har lært af deres fejl. I de nye retningslinjer, er det pindet meget bedre ud, hvem der har brug for tredje stik, og hvem der ikke har. Gigtpatienter med visse alvorlige gigtsygdomme såsom Lupus, vaskulitis og sclerodermi og de, som får det biologiske lægemiddel rituximab skal have tredje stik. Det skal leddegigtpatienterne fx ikke i første omgang. Det er vigtig information – tænk på, at der er mere end 100.000 gigtpatienter med svækket immunforsvar, hvoraf mange er i immundæmpende behandling. De har brug for klar besked, så de ikke oversvømmer lægerne, som vi så det i foråret.”

Myndigheder og regioner skal i denne omgang huske kommunikationen til alle de kroniske patienter, som af lægefaglige årsager ikke har behov for tredje stik nu og her. Ellers opstår der en ny overophedning i sundhedsvæsnet, hvor patienter ringer læger og sygeplejersker ned i søgen efter svar. I sidste ende risikerer vi, at gigtpatienter og andre patientgrupper overisolerer sig selv i løbet af efteråret, som det er sket før under Corona-krisen.

”Men om det bliver så gnidningsfrit, som vi håber, afhænger i høj grad af, om Sundhedsstyrelsen og sygehusene husker alle de kronisk syge, som ikke skal have tredje stik nu. De har brug for at få forklaret, hvorfor det ikke er nødvendigt - og hvordan de er beskyttet uden den tredje vaccine. Myndigheder og regioner må ikke igen underkende den utryghed, som hersker blandt kronisk syge, når vi taler Corona. Der skal information ud til de patienter, der ikke er indstillet til en booster-vaccine, så de også kan gå trygt ind i efteråret. Alternativet er unødvendig selvisolation, som forværrer sygdom og mental trivsel”, siger Mette Bryde Lind.

Publiceret 30.08.2021