Kontakt vores fysioterapeut
Har du spørgsmål om træning og motion?
Gigtforeningen frygter, at økonomiloft spænder ben for, at mennesker med kronisk sygdom kan få nødvendig vederlagsfri fysioterapi, selvom de er henvist af deres læge.
Under pandemien har færre mennesker med gigt og andre kronikere haft mulighed for at gå til fysioterapi, men nu ser vi igen en stigning i antallet, der bliver henvist af deres læge til vederlagsfri fysioterapi.
Gigtforeningen frygter ligesom andre patientforeninger, at det ikke vil være alle de henviste patienter, som kan få lov til at gøre brug af rettigheden på grund af et økonomiloft.
"For rigtig mange mennesker med gigt er fysioterapi alfa og omega i deres behandlingsforløb. Det er en kæmpe katastrofe, hvis kassen er tom før året er omme. Det vil nemlig betyde en yderligere livsforringelse for en gruppe patienter, som allerede har fået det fysisk og mentalt dårligere under pandemien," siger direktør i Gigtforeningen, Mette Bryde Lind.
Læs også 'Ny undersøgelse: Coronaen har kostet livskvalitet'
Står det til Gigtforeningen bør kommunerne suspendere rammen for vederlagsfri fysioterapi i den periode, hvor man afvikler puklen fra pandemien.
"Det er vigtigt, at vi både får afviklet puklen og forhindrer, at kronisk syge mennesker får værre symptomer, flere smerter og dårligere både mental og fysisk sundhed. Derfor håber jeg, at kommunerne finder en løsning hurtigt, så patienter ikke skal frygte for deres helbred – og måske også deres arbejde eller uddannelse," siger Mette Bryde Lind.