Kontakt vores kostvejleder
Har du spørgsmål om kost og gigt?
Konfekt, risalamande og flæskesteg... Hvordan kan du nyde al den gode mad og de søde sager i julen uden at tage på? Det giver Gigtforeningens kostvejleder, Henriette Thorseng, nogle tips til. Hun understreger, at det er muligt at træffe sunde madvalg og stadig nyde den gode mad i julen.
Lækkerier hører julen til, og lidt kostmæssig slinger i valsen behøver ikke at være et problem, så længe balancen er god. For meget mad og drikke kan føre til overvægt, der belaster kroppens led og øger risikoen for gigt.
Det er derfor en god idé at være opmærksom på, hvad du vælger at spise, når der er lækker mad og søde sager på menuen, så du får en sundere jul.
Sukkerindholdet er højt i tørret frugt og bidrager derfor med flere kalorier end den friske frugt. Appelsiner, klementiner og æbler indeholder få kalorier. I friske æbler er der f.eks. 6 gange færre kalorier end i tørrede dadler. Spis derfor mest frisk julefrugt.
Den mørke chokolades intensitet kan også gøre, at du spiser mindre, og det kan derfor være et sundere valg.
Alkohol kan påvirke din krop og din medicin og indeholder, ligesom sodavand, saftevand og juice, mange kalorier. Du får ingen ekstra kalorier, når du drikker vand.
Lad grøntsager, som f.eks. varm rødkål og grønkålssalat, fylde godt på tallerkenen.
Du har rig mulighed for at spise meget fisk i julen, da det danske julefrokostbord ofte byder på fisk. Fisk har kendte gavnlige effekter på sundheden. De fede fisketyper som sild, laks og makrel indeholder desuden mange omega-3 fedtsyrer, som har vist anti-inflammatoriske egenskaber, der kan tyde på at være gavnlige ved gigt.
Der er ofte brød på de danske juleborde. Fuldkornsbrød mætter rigtig godt, er sundt og holder maven i gang. Kigger du efter fuldkornslogoet, når du handler, kan det være nemmere at købe fuldkorn.
Vælger du at spise mere, end du har brug for til julesammenkomster, kan du skære ned på kalorierne til de øvrige måltider i julen. Lav for eksempel en god grøntsagssuppe eller en portion ovnbagte rodfrugter med fisk. Gør det nemt at vælge de sunde madløsninger, især på dage, hvor du forventer at være ekstra træt eller plaget af smerter. Køb evt. tilberedte måltider eller forbered dem på dage med mere overskud. Ty endelig til frosne grøntsager, så du slipper for at rense og snitte - nogle gange indeholder de endda flere vitaminer end de friske.
Motion giver velvære, styrker dine led og øger forbrændingen. Gå f.eks. en rask travetur i den friske luft efter en julefrokost eller inden julemiddagen. En ekstra tur om juletræet til 'Nu' det jul igen' kan også give hjertebanken og smil på læben.
Det er mængderne af lækkerier og den gode julemad, og hvor ofte du spiser dem, der er afgørende for, hvor sundt du lever i julen. Tænk valgmuligheder i stedet for forbud. Læg mærke til om du er mæt, og hvad du egentlig har lyst til at spise. Måske er det slet ikke julelækkerier, selvom de står foran dig. Du kan vælge at spise julelækkerier med stor nydelse og nærvær – men måske i begrænsede mængder. Eller udvælge dem, du har mest lyst til. Det er helheden, der tæller.
Prøv vores sunde og lækre madopskrifter