Nye kostråd: Spis planterigt, varieret og ikke for meget

Fødevarestyrelsen har lanceret nye officielle kostråd, der skal hjælpe os til at spise sundere og samtidig give klimaet en håndsrækning. Det overordnede budskab er, at vi skal spise planterigt, varieret og ikke for meget. Men hvad betyder det for dig med gigt?
En varieret kost er med til at dække behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer hos dig med gigt og den øvrige befolkning. Spiser du planterigt, varieret og ikke for meget, er det samtidig lettere at opretholde en sund vægt, som kan have betydning for udvikling og behandling af gigt.

Når du ser de nye kostråd, synes du måske, de ligner dem, der har været gældende de seneste år. Men på visse punkter er de justeret i forhold til, hvad vi skal spise mere og mindre af. Din sundhed er selvfølgelig altid i fokus, men nu er der også kommet en klimavinkel ind i kostrådene. Det betyder, at du kan tage hensyn til klimaet uden at gå på kompromis med din sundhed.

Der er på nuværende tidspunkt bedst evidens for, at kost til mennesker med gigt tager udgangspunkt i de officielle kostråd. Kosten forebygger samtidig, at du får andre kroniske sygdomme som f.eks. hjertekarsygdomme og diabetes.

De nye kostråd:

  • Spis planterigt, varieret og ikke for meget
  • Spis flere grøntsager og frugter
  • Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
  • Spis mad med fuldkorn
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
  • Spis mindre af det søde, salte og fede
  • Sluk tørsten i vand

Læs mere om de nye kostråd på Fødevarestyrelsens hjemmeside

Publiceret 06.04.2021