Bedre overblik over rette behandling til patienter med flere autoimmune sygdomme

En ny undersøgelse viser, hvordan læger finder den rette behandling for mennesker, der har to eller flere af fem autoimmune sygdomme, som ofte forekommer samtidig. Heriblandt psoriasisgigt og rygsøjlegigt.

Har du to eller flere af de autoimmune sygdomme psoriasisgigt, rygsøjlegigt, hudsygedommen psoriasis, inflammatorisk tarmsygdom eller regnbuehindebetændelse, skal det være nemmere og hurtigere for lægen at finde frem til den rigtige behandling, mener læge, ph.d. Tue Wenzel Kragstrup fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet og Afdeling for Led- og Bindevævssygdomme ved Aarhus Universitetshospital. Han står sammen med 10 andre speciallæger og forskere bag en helt ny undersøgelse, der tager fat på netop dette.

”Undersøgelsens formål er, at det skal være lettere at finde det rette lægemiddel til denne særlige gruppe patienter, som ofte har mere end én autoimmun sygdom,” siger Tue Wenzel Kragstrup.

Forskerne gennemgik alle de lægemidler, der kan bruges i behandlingen af de fem sygdomme og listede dem herefter i et skema. Denne samlede oversigt gør det nemmere for lægerne at få et overblik over de mest effektive præparater til de forskellige autoimmune sygdomme.

Større risiko for flere sygdomme

Forskerne fokuserede på de fem sygdomme: psoriasis, psoriasisgigt, rygsøjlegigt, inflammatorisk tarmsygdom og regnbuehindebetændelse.

”Har man en af disse autoimmune sygdomme, har man større risiko for at få en eller flere af de andre også. Det skyldes den underliggende ubalance i immunforsvaret, som præcis er det, de fem lidelser har til fælles.”

Speciallæger går sammen

De fem autoimmune sygdomme hører under forskellige specialer og bliver derfor også behandlet på forskellige afdelinger. Derfor er det helt unikt, at specialister fra de respektive specialer er involverede i undersøgelsen og har kunnet bidrage med hver deres specialviden.

”Det er vigtigt, at patienter med multisygdom får den fornødne opmærksomhed på alle deres sygdomme fremfor kun den ene. Derfor er det unikke ved denne undersøgelse, at flere speciallæger er gået sammen om at finde en hurtigere løsning, når det kommer til at finde den rette behandling af patientens sygdomme,” fortæller Tue Wenzel Kragstrup.

Studiet er foretaget af forskere ved Aarhus Universitet og Det Nationale Center for Autoimmune Sygdomme (NCAS) på Aarhus Universitetshospital.

Læs mere om undersøgelsen på Aarhus Universitetshospitals hjemmeside

Publiceret 23.02.2021