Varmehandsker med batteri til dig med Raynauds Syndrom

Jeg har Raynauds syndrom og får derfor nemt kolde fingre og tæer. Hvad gør jeg for at holde varmen? Sådan lyder et spørgsmål til Rådgivningen – læs ergoterapeutens svar.

Spørgsmål

Jeg har Raynauds syndrom og får derfor nemt kolde fingre og tæer. Jeg kan ikke bruge hænderne, før de er varmet op, men det tager lang tid og gør også ret ondt. Min reumatolog siger, at sygdommen ikke kan behandles medicinsk. Hvad gør jeg for at holde varmen?

Svar fra Gigtforeningen ergoterapeut Linette Pehrson

Ved Raynauds syndrom trækker blodkarrene sig sammen, så der ikke kommer blod nok ud til fingre og tæer, der bliver hvide og kolde. Jeg ved, at nogle med Raynauds syndrom har glæde af handsker, strømper og indlægssåler af uld. Du kan også prøve et par handsker uden fingerspidser indendørs for at se, om det hjælper. Et ældre studie viser, at handsker, som varmes op ved hjælp af batterier, kan hjælpe på smerterne. Søg på ’handsker med batteri’ på nettet. Det er vigtigt, at handsken ikke bliver mere end 42 grader varm, da du
ellers kan risikere at få brandsår. Det skyldes, at et nedsat blodomløb ikke får fordelt varmen hurtigt nok. Køb kun CE-godkendte produkter.

Er du så generet af din Raynaud, at du har svært ved at udføre dagligdags aktiviteter, kan du søge om varmehandskerne som et hjælpemiddel efter Servicelovens §112. Her er det vigtigt, at du tydeligt forklarer, hvilke aktiviteter du ikke kan udføre, og hvor lang tid du er om at få varmen – og dermed funktionen – i fingrene tilbage.

Publiceret 23.11.2020