Nu kan du igen få undervisning i varmtvandsbassin

Har du også savnet det varme vand under corona-nedlukningen? Så er der godt nyt! Myndighederne har nemlig givet grønt lys for genåbning af indendørs svømmebassiner. Her får du gode råd til, hvordan du kan passe på dig selv og dine træningskammerater i bassinet.


For mange er varmtvandstræning en vigtig del af hverdagen med gigt. For nogle er det faktisk den eneste mulighed for at holde kroppen i gang og de værste smerter på afstand. Derfor har nedlukningen under COVID-19 haft stor betydning for mennesker med svær gigtsygdom.

Gigtforeningen erfarer, at flere har oplevet tiltagende smerter under nedlukningsperioden. Derfor glæder mange sig til at komme tilbage i det varme vand. Men pga. COVID-19 er alt ikke, som det plejer at være, da både bassiner, brugere og undervisere skal beskytte sig selv og hinanden mod smitte.

Smitterisikoen er den samme i vand som på land 

Ifølge Dansk Svømmebadsteknisk Forening, som har været i dialog med Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen om COVID-19, har det varme og fugtige miljø i svømmehaller ingen betydning for virussmitte. COVID-19 spreder sig ved person-til-person kontakt, og der er derfor ikke større risiko for, at du bliver smittet i vand end på land. Ifølge Miljøstyrelsen har klorindholdet i bassinvandet faktisk en ødelæggende effekt på virus, men det er stadig vigtigt, at du følger retningslinjerne og tager hensyn. 

Hvad betyder kravene for dig?

Myndighederne stiller en række krav til svømmehaller og andre, der åbner for undervisning i varmtvandsbassin. Formålet er at passe på både brugere og undervisere. Derfor vil du opleve, at forholdene i omklædningen og bassinet vil være en del anderledes end normalt. Alligevel vil der selvfølgelig være fokus på, at du som bruger får samme gode træningsoplevelse, som du er vant til.

Der vil først og fremmest være krav til, at svømmehallerne sikrer ekstra rengøring i omklædning, toiletter, redskaber, nøgleskabe mv. Der vil også være krav til afstand. Der må maksimalt være 1 person pr. 4 m2 gulvareal, ligesom der skal holdes 1 meter afstand blandt svømmehallens gæster - dog 2 meter for personer i risikogruppen.

I bassinerne begrænses antallet af brugere, så der maksmalt er 1 bruger pr. 4 m2 vandoverflade. Ved fysisk træning skal der overholdes mindst 2 meter imellem brugerne og underviser.

Som bruger vil du have begrænset adgang til redskaber, da personalet skal rengøre dem mellem hver bruger.

Praktiske råd

Beskyt dig selv og andre mod COVID-19.

Her er 5 gode råd for at beskytte sig selv og andre mod smitte:

  1. Vask dine hænder tit eller brug håndsprit.
  2. Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.
  3. Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt.
  4. Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.
  5. Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrrelsen

Få mere viden og gode råd om COVID-19. 

Særlige råd om deltagelse i bassintræning fra Gigtforeningens eksperter: 

  • Medbring håndsprit så du selv kan holde en høj hygiejne
  • Hold 2 meters afstand til de andre deltagere og underviseren på holdet - også i omklædningsrumme, da du ikke ved om de andre er i risikogruppen for smitte af COVID-19.
  • Undgå kontaktterminaler. Brug MobilePay, hvis der skal betales i forbindelse med undervisningen.
  • Tjek med arrangøren af undervisningen om der er særlige forhold omkring mødetid og tid i omklædningsrummene.
  • Hvis der er socialt samvær efter træningen, så medbring selv din egen forplejning, kop mv.

 

Publiceret 09.09.2020