MIG – Midt i Gigt-netværket: Her kan vi tale om alt

Gigtforeningens nye netværk MIG – Midt i Gigt – er et fællesskab for dig, der er midt i livet. Her kan du både få ny viden og nye venner, som er i samme situation som dig selv.

Foto: Alex Tran

Arbejde, familie, madlavning, rengøring, oprydning – hverdagen er fuld af gøremål, når du er midt i livet. Hvis du oven i det hele også har en gigtsygdom, som gør ondt, og som dræner dig for energi, er der ikke overskud til at gøre ret meget andet end de ting, du skal. 
Den virkelighed kender Ellen Kristiansen, Lars Theil Larsen og Britt Schmidt Andersen kun alt for godt. Derfor besluttede de tre ildsjæle at etablere et nyt netværk i samarbejde med Gigtforeningen. Her kan 35–55-årige med gigt få viden og inspiration til at tackle de travle år. Netværket har fået navnet MIG – Midt i Gigt – og slår dørene op for det første arrangement i slutningen af oktober.


Nogen at spejle sig i

Ellen fik leddegigt i 2014 kort tid efter, at hun havde fået datteren Annika, der i dag er syv år. 
”Mit energiniveau faldt markant, da jeg fik gigt. Jeg har for eksempel måttet acceptere, at jeg har brug for en time på sofaen, når jeg kommer hjem fra arbejde. Ellers har jeg ikke kræfter til at lave mad eller lege med min datter,” siger hun. 
Samtidig savnede hun nogle at tale med om de udfordringer, der fylder i en travl hverdag med en kronisk sygdom. 
”Jeg var for gammel til at være en del af ungdomsnetværket FNUG (ForeningeN af Unge med Gigt, red.), og der var ikke andre tilbud, som passede ind i mit liv. Min mand og min omgangskreds er støttende og lyttende, men de mærker jo ikke smerten og trætheden! Derfor har jeg en gang imellem brug for at spejle mig i andre, som kender til de problemer jeg selv knokler med i hverdagen,” påpeger hun.

Viden og nye venner

De to andre frivillige bag det nye netværk, Britt og Lars, har haft gigt i flere år og kender hinanden fra deres tid i FNUG. 
”Vi savner det fællesskab, vi havde der. Men vi er blevet ældre og er optaget af andre emner, som vi har brug for at tale med hinanden om,” siger Britt og fortsætter:
"Jeg håber, der kommer rigtig mange deltagere til vores temadag den 24. oktober. Målet er, at man går derfra med god og brugbar viden – og nye sociale relationer. At man får mulighed for at sparre med hinanden og lyst til at vedligeholde fællesskabet på digitale platforme – eller ved at mødes ’rigtigt’ indimellem.”

Fokus på hverdagens udfordringer

Temadagen handler først og fremmest om de udfordringer, som fylder i en travl hverdag. 
”Vi skal tale om familieliv og relationer med en psykolog, om at være aktiv på arbejdsmarkedet, ledig eller førtidspensionist med en socialrådgiver og om hjælpemidler, der kan lette hverdagen, med en ergoterapeut,” fortæller Britt. 
Oplægsholderne er socialrådgiver Helga Madsen og ergoterapeut Linette Pehrson fra Gigtforeningens rådgivning samt psykolog Pia Meldgård, som tidligere har holdt oplæg om, hvordan man kan lære acceptere sine smerter.

Læs mere om netværket og temadagen, hvor du også kan tilmelde dig.

 

Publiceret 13.10.2020