Manglende viden om alternative behandlinger

Alternative tilbud som kosttilskud og fysiske behandlinger bliver brugt i stor stil af mennesker med gigt, viser en ny rapport. Men der mangler både viden og et samlet overblik over alternativ behandling. Gigtforeningen kæmper for, at vi får et center, som kan rådgive om, hvad der kan have effekt, og hvad du bør holde dig fra.

Der findes mange forskellige alternative metoder som kosttilskud og behandlinger, men både patienter og sundhedspersonale mangler et sted at få rådgivning om, hvad der kunne have effekt, og hvad man bør holde sig fra. Det er et problem, når man har store smerter og kan være villig til at prøve hvad som helst, mener Gigtforeningens direktør:

”I Danmark er man som smertepatient overladt til sig selv, hvis man tager alternativ behandling i brug. Og det er der tusindvis af smertepatienter, der gør, fordi den traditionelle behandling ikke er nok. Uden rådgivning må man eksperimentere sig frem og spørge naboen og Facebook, hvad der virker.”

Ser man mod Norge, findes videnscenteret NAFKAM, der forsker i alternativ behandling. Det mangler i Danmark – især når forskningsrapporten viser, at hver anden deltager bruger alternativ medicin eller behandling – eller begge dele.

I dette skema kan du se de mest populære alternative behandlinger mod slidgigt og rygproblemer (pdf)

Hårdest ramte smertepatienter tyr til alternativerne

Det er især de patienter, der har mest ondt i kroppen og leddene, som vælger at bruge alternativ medicin eller behandling for at forsøge at mindske smerterne, viser rapporten.

Både ingefær, gurkemeje og magnetterapi er blandt de populære alternative kosttilskud og behandlinger, der bliver brugt af deltagerne i undersøgelsen. Men det er meget individuelt, hvilke kosttilskud og behandlinger folk oplever har en effekt på smerterne og letter dagligdagen.

Nødvendigt med videnscenter

I Danmark er der brug for et videnscenter med fokus på alternative behandlinger, som de har i Norge.

”Norske læger, sundhedspersonale og patienter har mulighed for at kontakte videnscenteret og få rådgivning om de alternative behandlingsmuligheder. Det har vi brug for i Danmark. Især når vi kan se, at det er de mest syge, som har brug for hjælpen og et håb!” siger Mette Bryde Lind og opfordrer til, at Sundhedsministeren og Folketinget arbejder for at få et videnscenter for alternativ behandling i Danmark.

Publiceret 07.11.2020