Bjarke fik et kunstigt knæ: ”Det var mit livs sværeste beslutning”

Det er en stor og afgørende beslutning at få indopereret et nyt knæ. Dette kan Bjarke Wiegand, der har slidgigt, skrive under på. I denne uge kan du følge med i Bjarkes personlige historie, hvor han fortæller om de faser og tanker, han gennemgik i forbindelse med sin knæoperation. Bjarkes historie bliver bragt i tre kapitler – her kan du læse det første.


Tekst: Bjarke Wiegand. Foto: Jacob Ljørring

Efter store overvejelser fik jeg i maj udskiftet mit venstre knæ. Det var mit livs sværeste beslutning af mange forskellige årsager. For det første er det en beslutning, du kun selv kan træffe. For det andet kan beslutningen ikke fortrydes, ligesom indgrebet er forbundet med flere risici. 

”Når du begynder at råbe ad ungerne og slå konen – eller omvendt”.  Sådan lyder det mest konkrete svar, jeg har fået på det spørgsmål, jeg har stillet rigtigt mange gange i løbet af de seneste ti år: ”Hvornår ved jeg, at jeg er klar til at få et nyt knæ?”. Svaret faldt for et par år siden i forbindelse med, at jeg havde fået opereret den indre menisk i mit højre knæ væk. Det var min femte knæoperation i alt og den anden i højre knæ. Friske MR-scanninger afslørede, at stort set alt brusk på begge mine knæ var enten slidt eller opereret væk. 

Vent til der ikke er anden udvej

Alligevel anbefalede kirurgen, som flere før ham, at jeg ventede med at få indsat et kunstigt knæ. "Du får ikke et nyt knæ, men et kunstigt knæ, og det vil hverken føles som eller kunne det samme som dit eget knæ", sagde han og understregede, at indgrebet ikke kan fortrydes og samtidig er forbundet med flere risici.
Det med at råbe ad ungerne og slå konen var naturligvis sagt i sjov. Det var lægens måde at understrege, at det er en beslutning, man ikke skal tage let på, for den kan forandre ens liv. Derfor burde jeg vente, til jeg ikke så nogen anden udvej. Og her er jeg nu!

Du skal selv takke ja

Det svære ved at træffe valg om at få udskiftet sit knæ er, at det helt og holdent er din egen beslutning. Lægevidenskaben kan fortælle om muligheder og risici ved operationen. Men det er dig, der skal takke ja, og acceptere, at du kender - og er villig til at tage – de risici, der er forbundet med den. Det være sig blodpropper, infektioner, følelsesløshed, bevægelseshæmning, fantomsmerter m.m.

Og jeg fik længe at vide, at jeg var for ung. Med en dåbsattest, der siger 1967, skal jeg måske have skiftet protesen flere gange. Derfor har jeg vitterligt trukket beslutningen, så langt jeg overhovedet kunne. Faktisk så langt, at jeg er blevet hjulbenet. For at kompensere for mine tiltagende smerter ændrede jeg gradvist min fodstilling, så jeg til sidst gik på ydersiden af fødderne. Mine ben dannede efterhånden nærmest en cirkel. En stilling, der gør det umuligt at fange grise, som man siger...

Et spørgsmål om min livskvalitet

I sidste ende blev det et spørgsmål om min livskvalitet. Smerterne begrænsede mig så meget, at jeg vurderede, at hvis bare, jeg bliver smertefri, vil det opveje, at jeg måske ikke får den samme bevægelighed med et kunstigt knæ. De seneste 10 år har jeg lige så langsomt måtte skære aktiviteter væk, som har givet mig livskvalitet: At suse gennem skoven på min mountainbike, løbe, stå på ski eller lave byg-selv-projekter. Nu havde jeg svært ved bare at bakse støvsugeren op og ned af trapperne, trille med en bold med ungerne, gå tur med min kæreste eller sove en nat igennem uden smerter. Alt det var jeg så begrænset i, at det kun kunne blive bedre. Jeg havde ramt bunden!

Beslutningen er truffet

Min endelige beslutning faldt i påsken i forbindelse med, at jeg skulle bygge en træterrasse. Selvom terrassen kun skulle være 20 cm over jorden, kunne jeg ikke løfte mine ben over lægterne. Jeg kunne heller ikke ligge på knæ. Hvert skridt gjorde mere og mere ondt. Kort sagt, jeg var så hæmmet, at jeg vurderede, der ikke var nogen anden udvej.

Følg de næste to kapitler, hvor Bjarke fortæller om selve operationen og den efterfølgende genoptræning.

Publiceret 14.09.2020