Kan jeg få støtte til fodindlæg hos kommunen?

Jeg har store problemer med mine fødder pga. leddegigt. En speciallæge i ortopædkirurgi har anbefalet mig at få lavet fodindlæg. Kan jeg få støtte hos kommunen? Sådan lyder et spørgsmål til Rådgivningen – læs ergoterapeutens svar.

Spørgsmål

Jeg har haft leddegigt i syv år, og jeg har dagligt store problemer med mine fødder. Derfor har jeg været hos en speciallæge i ortopædkirurgi, der anbefalede mig at få lavet nogle fodindlæg. Kan jeg få støtte til det hos kommunen?

Svar fra Linette Pehrson, ergoterapeut i Gigtforeningens rådgivning

Mange mennesker vil kunne have glæde af et fodindlæg for optimal støtte af fødderne. Du kan enten købe et standard fodindlæg eller få det individuelt tilpasset hos en bandagist.

Du kan søge om støtte til dine fodindlæg efter Servicelovens § 112, der omhandler hjælpemidler. Der skal være tale om behov for et decideret ortopædisk fodindlæg, og dine fodproblemer eller -deformiteter skal være så svære, at du ville have brug for specialsyet ortopædisk fodtøj, hvis du ikke brugte indlæg.

I bilag 1 til den del af § 112, der omhandler fodtøj (§ 11) og -indlæg (§ 12), fremgår det, at ansøgere med leddegigt, som har forfodsfald og tå-deformiteter, kan være i målgruppen for støtte. Det er vigtigt at bemærke, at der altså skal være tale om svære fod- og tå- deformiteter.

Du kan søge din kommune om støtte til fodindlæg via www.borger.dk.

Publiceret 02.03.2020