Brug stadig fysioterapeuten og lægen

Du må GERNE kontakte din fysioterapeut og din læge – på grund af corona-krisen foregår det bare på en lidt anden måde, end det plejer.

Fysioterapeuten kan stadig rådgive dig

Hvis du er en af de mange, som på grund af corona-krisen må undvære din fysioterapi, er der hjælp at hente. Er du henvist af din læge til behandling eller træning hos en fysioterapeut – f.eks. under ordningen om vederlagsfri fysioterapi – kan du og din fysioterapeut nemlig mødes via video eller telefon. Fysioterapeuten kan blandt andet rådgive dig om smertehåndtering og instruere dig i øvelser, som du kan lave derhjemme. Kontakt din fysioterapeut, som kan vurdere, om tilbuddet er relevant i forhold til dig.

Gå til lægen hjemmefra

Hvis du har brug for at tale med din læge, skal du heller ikke holde dig tilbage – uanset om det handler om mistanke om coronavirus eller noget andet. Du skal ringe først og så kan det være, at konsultationen tages over telefonen eller over video.

Med appen ”Min Læge” kan du og din læge holde videokonsultationer uden at udsætte jer selv eller andre for smitte med coronavirus. Hidtil har du kunnet skrive korte mails, forny recepter, bestille tider og holde styr på aftaler hos din læge via ”Min læge”-appen. Det nye er, at appen har fået en knap, der giver mulighed for at gennemføre videokonsultationer efter forudgående aftale med lægen.

Det er frivilligt, om din læge vil åbne for videokonsultationer, men det forventes, at rigtig mange vil gøre brug af muligheden.

Se mere her på plakaten om lægebesøg (pdf)

Publiceret 30.03.2020