Sådan passer du på dig selv i julemåneden

Julen kan være en travl tid med gaveindkøb, madlavning og julearrangementer. For dig med gigt, kan den være særligt stressende, hvis træthed og smerter fylder i hverdagen. Tre af Gigtforeningens eksperter giver dig her gode råd til, hvordan du passer på dig selv i julen.

Psyken

  • Lav en prioriteret liste over alt det, du gerne vil nå i julen. Det kan give dig et overblik, så du bruger din energi på det, der er vigtigst for dig.
  • Acceptér, at du ikke kan nå, alt det du gerne vil i julen, og acceptér dine begrænsninger. Fokuser i stedet på alt det, du kan, og på det som skaber værdi og er meningsfuldt for dig.
  • Vær ærlig og fortæl dine nærmeste, hvad du har brug for. Det giver din familie og dine venner de bedste forudsætninger for at forstå og støtte dig – og det bliver nemmere for dig at sige fra og passe på sig selv.

Psykolog, Josephine Faurholt Jønsson, Gigtforeningens trænings- og rehabiliteringscenter Sano

Kroppen

  • Uddeleger nogle af dine opgaver, så du undgår at slide dig selv for hårdt under juleforberedelserne.
  • Husk, at al aktivitet gælder, og at lidt aktivitet er bedre end ingen. Brug juletiden med din familie og dine venner til at være fysisk aktiv. Gå en rask gåtur i skoven eller tag en tur til vandet for at blive blæst godt igennem. Og dans en ekstra runde omkring juletræet mellem retterne.
  • Nyd julen og husk, at det er din fysiske aktivitet mellem nytår og jul – ikke mellem jul og nytår – der tæller i det store regnskab.

Fysioterapeut, Lone Nedergaard Nielsen

Kosten

  • Gør det nemt at vælge de sunde madløsninger. Spis frosne grøntsager, så du slipper for at rense og snitte. Du kan også købe dig til tilberedte måltider eller forberede dem selv på dage med mere overskud.
  • Giv dig selv lov til at spise lækkerier. Følger du de officielle kostråd nogenlunde, er der fint plads til, at du spiser lidt julegodter uden, at det går ud over din sundhed eller vægt.
  • Er dit energiniveau lavt, kan du drikke en smoothie med grøntsager eller frugt. Den kan fint udgøre et måltid eller være et supplement, så du får nogle ekstra næringsstoffer på dage, hvor din appetit er lille.

Kostvejleder, Henriette Thorseng

Publiceret 25.11.2019