Kan mælkesyrebakterier mindske kroniske rygsmerter?

Ny forskning viser, at mælkesyrebakterier har en lille effekt på rygsmerter ved type 1-Modic-forandringer – en smertefuld tilstand, som hidtil ikke har kunnet behandles effektivt.

Der forskes mere og mere i tarmfloraens betydning for helbredet, og studier men både dyr og mennesker tyder på, at bakteriesammensætningen i tarmen kan have betydning – ikke kun for tarmsygdomme, men også for tilstande som overvægt, depression og visse gigtsygdomme. Nu har danske forskere som de første i verden vist, at mælkesyrebakterier – såkaldte probiotika – kan mindske de langvarige rygsmerter, som mennesker med type 1 Modic-forandringer lever med.

Ganske pænt resultat

I projektet, som er støttet af Gigtforeningen, blev 89 patienter delt i to grupper. Den ene gruppe fik en kapsel med probiotika morgen og aften i 100 dage, mens den anden fik virkningsløse kapsler (placebo). Herudover kom alle deltagere til både fysioterapeut og læge, hvor de blev testet og fik grundig instruktion i motion, øvelser og træning og evt. fik justeret deres smertestillende medicin.

Resultaterne viser, at rygsmerterne hos dem, som fik probiotika, blev mindsket med 22 %, mens dem, der fik de virkningsløse placebokapsler, kun oplevede 7 % smertereduktion.

”Normalt regner man med, at kroniske rygsmerter skal reduceres med 30 % i forhold til udgangspunktet for, at det er en behandling, der virkelig batter og har klinisk betydning. Men type 1 Modic-forandringer, adskiller sig fra andre rygsmerter ved, at de oftest ikke bliver bedre i løbet af et år, så 22 % er et ganske pænt resultat – selvom det ikke er en mirakelbehandling,” fastslår initiativtageren til projektet, overlæge Ole Kudsk Jensen fra Regionshospitalet Silkeborg.

Kan virke på længere sigt

Flere undersøgelser har vist, at type 1 Modic-forandringer er forskellige fra  ’almindelige’ langvarige rygsmerter, og at smerterne hos Modic-patienter er værre. Mange har ondt både nat og dag, og i modsætning til de fleste andre rygsmerter aftager de kun lidt i løbet af et år. Derfor mener Ole Kudsk Jensen, at det er interessant, at projektet viser, at effekten af probiotika tiltager gradvist i løbet af et år.

"Ændringerne viser sig først, når der er gået 100 dage og senest efter et år. Når vi snakker om kroniske rygsmerter, er det selvfølgelig vigtigt at vide, om en behandling hjælper eller ej, men det er endnu vigtigere, hvis den kan virke på længere sigt," siger Ole Kudsk Jensen.

Fås i helsekostforretninger

Projektet fra Regionshospitalet Silkeborg har haft den konkrete betydning, at man på hospitalet nu som patient med type 1 Modic-forandringer får udleveret information om studiets resultater. Så kan man selv tage stilling til, om man vil forsøge sig med probiotika, som sælges under navnet Zelactin i helsekostforretninger

"Vi kommer ikke med en anbefaling fra lægelig side, men lader folk selv vurdere, om de vil prøve det af eller ej. Der er ingen bivirkninger ved behandlingen, så på den måde er det risikofrit," siger Ole Kudsk Jensen. Men uanset om man vælger behandling med mælkesyrebakterier eller ej, har det betydning, at du er fysisk aktiv:

"Motion, øvelser og træning er vigtig, uanset om du har kroniske rygsmerter, Modic-forandringer eller andre former for rygsmerter," siger han.

Publiceret 02.12.2019